Randers henter australsk forstærkning til forsvaret

28. JAN 2025 • 16:16SPORT

21-årige Oliver Jones er hentet til det kronjyske fra klubben Macarthur FC fra den australske A-League.

Randers FC har sikret sig nyt blod til forsvarskæden med tilgangen af australske Oliver Jones.

Den 21-årige forsvarsspiller er hentet til Kronjylland fra australske Macarthur FC på en aftale frem til vinteren 2028.

Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

Det er første gang, at Oliver Jones skifter til en klub uden for Australien.

Randers har dog store forventninger til den unge australier, omend han ikke er tiltænkt en fast rolle fra start.

- Vi er sikre på, at vi kan udvikle ham til at blive en god Randers FC-spiller, hvor han vil være i en god skole blandt to rutinerede forsvarsspillere i Daniel Høegh og Wessel Dammers, siger Randers' sportsdirektør, Søren Pedersen, til klubbens hjemmeside.

- Med tiden håber vi også på, at han kan udvikle sig i sådan en grad, at han bliver dygtig nok til at konkurrere om pladserne blandt starterne, lyder det.

Som 19-årig fik Oliver Jones debut i den bedste australske række, og i alt har forsvarsspilleren 29 førsteholdskampe på cv'et.

I Randers, der overvintrer på tredjepladsen i Superligaen, får Jones trøje nummer fem.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT