Overmatchet Elmer Møller får hug af topseedet argentiner
Francisco Cerúndolo uddelte øretæver til Elmer Møller på gruset i Chiles hovedstad, Santiago.
Verdens nummer 19 blev torsdag en alt for stor mundfuld for Elmer Møller.På gruset i Santiago måtte den danske tennisspiller, der selv rangerer som nummer 127 i verden, se sig slået eftertrykkeligt af Francisco Cerúndolo i anden runde af Chile Open.
Den argentinske grusspecialist, der er seedet etter i Chile, vandt 6-2, 6-2.
Dermed er Elmer Møller færdig i ATP 250-turneringen, efter at han i første runde slog Cerúndolos landsmand Roman Andres Burruchaga og tog sin karrieres hidtil højst rangerede sejr.
Torsdag vandt Elmer Møller kampens første parti ganske overbevisende. Men så stemplede Francisco Cerúndolo ind i turneringen, efter at han på grund af sin status som førsteseedet havde siddet over i første runde.
I fem partier i træk overmatchede han Elmer Møller uden for alvor at spille sig ud og brød danskerens serv to gange.
Netop serven må fortsat betragtes som Elmer Møllers største svaghed, men den 22-årige dansker kom tilbage på sporet, da han reducerede til 2-5. Francisco Cerúndolo var dog langt foran og servede omgående sættet hjem.
Blot 29 minutter tog det for argentineren at vinde første sæt.
Desværre for Elmer Møller fortsatte den argentinske dominans i andet sæt. Cerúndolo brød omgående den danske serv og satte kurs mod sejren.
Elmer Møller kom godt nok en smule bedre med og pressede også argentineren i andet sæts andet parti, men Cerúndolo holdt hovedet koldt og undgik breakbolde.
Derefter cruisede argentineren afsted mod tredje runde og brød den danske serv yderligere en gang.
/ritzau/
