Nordmænd cementerer vild CL-bedrift med sejr i Milano

24. FEB 2026 • 23:01SPORT

Bodø/Glimt sendte Inter ud af Champions League med samlet 5-2. Tirsdag aften vandt nordmændene 2-1 i Milano.

Bodø/Glimt bliver ved med at imponere i international fodbold, og tirsdag aften blev der tilføjet et nyt kapitel til den historie.

I Milano vandt nordmændene med danske Kasper Høgh i front returkampen i playoffrunden over Inter med 2-1 og er dermed klar til Champions Leagues ottendedelsfinaler med samlet 5-2.

Efter en 3-1-sejr nord for polarcirklen var der lagt op til et italiensk pres i Milano, men nordmændene stod imod og var samtidig kyniske i den anden ende.

I ottendedelsfinalen venter enten Manchester City eller Sporting. Det afgøres ved en lodtrækning fredag.

Bodø/Glimt stod i playoffrunden efter en imponerende slutspurt i ligaspillet. Efter den norske liga gik på pause 30. november blev det til point mod Dortmund og sejre mod Manchester City og Dortmund.

Og den flotte form har holdet altså taget med til dobbeltopgørene mod Inter, mens den hjemlige liga stadig ligger i dvale.

I tirsdagens returkamp var Inter meget på bolden, men Bodø/Glimt var godt indstillet defensivt og gav ikke meget væk.

Da Inters Manuel Akanji efter en lille time så forærede bolden væk i bageste geled, sendte Jens Petter Hauge de undertippede nordmænd i front.

Dermed skulle Inter for alvor på jagt. Italienerne ramte blandt andet stolpen, men ind kom bolden ikke.

I stedet slog den tidligere Brøndby-spiller Håkon Evjen til i den anden ende. Med en fornem detalje tæmmede han bolden med låret og flugtede nordmændene yderligere i front.

Et kvarter før tid skrabede Alessandro Bastoni akkurat bolden over stregen, men et italiensk comeback var aldrig under opsejling.

Kasper Hjulmand og Bayer Leverkusen er ligesom Bodø/Glimt videre til ottendedelsfinalerne. Tyskerne spillede tirsdag 0-0 hjemme mod Olympiacos, men havde en 2-0-sejr med i bagagen fra første kamp i Grækenland.

Der var også dansk islæt hos Newcastle, der med William Osula i front vandt 3-2 hjemme over Qarabag. Englænderne havde allerede mere end det ene ben videre efter en 6-1-sejr i Baku.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT