Argentina og Uruguay stemmer for handelsaftale med EU
Argentina og Uruguay har stemt ja til at godkende Mercosur-aftalen med EU, som stadig kræver EU-godkendelse.
Argentina og Uruguay har torsdag stemt for at godkende den omfattende handelsaftale med EU kaldet Mercosur.Det oplyser nyhedsbureauet AFP.
Aftalen kræver stadig godkendelse i EU-Parlamentet, som allerede i januar henviste den til EU's højeste domstol, få dage efter den ellers var blevet underskrevet.
Aftalen fjerner told på mere end 90 procent af al handel mellem EU og de fire indlemmede sydamerikanske lande - Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay.
De fire sydamerikanske lande og EU står tilsammen for 30 procent af verdens bnp og har mere end 700 millioner forbrugere.
Aftalen mellem EU og de fire sydamerikanske lande i Mercosur-blokken har været undervejs i over 25 år.
Aftalen har til formål at øge EU's eksport af køretøjer, maskiner samt vin og spiritus til Sydamerika.
Til gengæld får de sydamerikanske producenter af kød, sukker, ris, honning og sojabønner lettere adgang til en af verdens største økonomier i form af det europæiske marked.
Udover EU mangler to af de fire sydamerikanske lande fra Mercosur-blokken også endeligt at få godkendt aftalen. Det drejer sig om Brasilien og Paraguay.
I Brasilien stemte det brasilianske underhus onsdag aftalen igennem med et stort flertal.
Efter underhuset har stemt aftalen igennem, skal det brasilianske senat herefter godkende aftalen.
Det skyldes, at Brasilien har et tokammersystem med et underhus og et senat.
Ifølge AFP har også Paraguay taget flere skridt i retning mod en godkendelse af aftalen.
EU-Parlamentet har mulighed for at implementere aftalen midlertidigt, mens EU-Domstolen afgør dens lovlighed. Det har parlamentet dog ikke truffet en beslutning om endnu.
Selv om flere af EU-landene håber på, at aftalen kan hjælpe med at øge eksporten i en tid med globale spændinger, forsøgte Frankrig - uden held - at blokere aftalen.
Det skyldtes, at franskmændene ønskede at tage hensyn til de franske landmænd, som frygter at blive udkonkurreret af billigere varer fra Brasilien og nabolandene.
EU-Kommissionen har reageret på disse bekymringer ved at indføre en række sikkerhedsforanstaltninger for sine producenter i EU-landene.
/ritzau/
