DIF tyer ikke til boykot for at markere afstand til Rusland

26. FEB 2026 • 11:54SPORT

Flere lande boykotter PL-åbningen på grund af utilfredshed med, at russere kan deltage under eget flag.

Ukraine boykotter åbningsceremonien ved de paralympiske lege, der begynder 6. marts, i protest mod, at russiske og belarusiske atleter kan deltage i legene under eget flag og med nationalsang.

En lignende melding er kommet fra Tjekkiet, mens også polske officials har valgt at holde sig væk. Danmark kommer ikke til at følge trop.

Danmarks Paralympiske Komité, Parasport Danmark, deltager ved direktør Ivan Løvstrup. Og Danmarks enlige atlet ved legene - sitskiløberen Adam Nybo - deltager også i åbningsceremonien i Verona.

Hans Natorp, der er formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danmarks Olympiske Komité, deltager ikke. Men det er udelukkende af praktiske grunde. Og han bakker op om Parasport Danmarks beslutning om at deltage.

For selv om han er alt andet end glad for Den Internationale Paralympiske Komités (IPC) beslutning om at lade russerne deltage med flag og nationalsang, ser han helt generelt en boykot som et forkert værktøj at bruge for at markere afstanden til Rusland.

- Vi skal ikke begynde at tale om boykot og sige: Nå, men hvis I er der, så er vi der ikke. Det ville være at bruge sporten til aktivisme og faktisk gøre det, som vi i sagens kerne anklager Rusland for at gøre.

- Vi skal ikke ud i en situation, som kommer til at virke som en sanktion over for os og vores atleter, fordi Rusland har gjort noget forkert, siger Natorp.

Endnu er der ingen lande, der har valgt at boykotte selve de paralympiske lege. Heller ikke Ukraine.

Under det netop overståede vinter-OL kunne russere og belarusere kun stille op under neutralt flag og uden hymne og andre nationale symboler.

Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) er gået et skridt videre, og det ærgrer DIF-formanden.

- Det er en forkert beslutning af IPC. Jeg ville ønske, at den paralympiske bevægelse i højere grad havde lagt sig ind under den linje, som IOC har gjort, og ikke ladet det gå hurtigere end det, den olympiske bevægelse gør.

- Nu overhaler den paralympiske bevægelse den olympiske bevægelse. Og det synes jeg ikke, den burde, siger Natorp.

Han understreger i et opslag på LinkedIn, at han "ikke vil blive overrasket", hvis Den Internationale Olympiske Komité (IOC) snart følger trop og byder Rusland tilbage i den olympiske familie.

Og det vil ifølge Natorp være et helt forkert signal at sende, mens Ruslands krig mod Ukraine er gået ind i sit femte år.

- Krigen er ikke væk, bare fordi Rusland idrætspolitisk begynder at kunne se en normalisering i horisonten.

- Det er trist, det går den vej. Jeg har ikke set nogen som helst indrømmelser fra russisk side i forhold til at undlade at begå de ugerninger i forhold til sporten, som landet har gjort tidligere, siger Natorp.

Her henviser han til, at Rusland flere gange har udsat sporten for en politisering.

- Rusland gør alle os andre til statister i et politisk spil omkring sporten ved tre gange at indlede en krig mod andre lande lige under, op til eller i den olympiske fred mellem de olympiske lege og de paralympiske lege.

- Det er fuldstændig uhørt og uset. Desværre har vi ikke set nogen som helst form for selvrefleksion eller nedtrapning i forhold til, hvordan Rusland agerer i det spil, mener Natorp.

De paralympiske lege varer fra 6. til 15. marts.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

26. FEB 2026 • 12:49SPORT
Folketinget vedtager hooliganpakke
FÅ ABONNEMENT