Flere end ventet søger erstatning i grønlandsk spiralsag efter 1992

26. FEB 2026 • 20:51INDLAND/KRIMINAL

Der skal hentes oplysninger på 111 grønlandske kvinder, som har fået prævention uden samtykke i nyere tid.

209 kvinder har søgt om erstatning fra den grønlandske regering for at have fået opsat en spiral eller anden prævention uden samtykke efter 1. januar 1992.

Det skriver Departementet for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling i en pressemeddelelse.

Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsnet i Grønland frem til 1992, hvor Grønland hjemtog området.

Af de 209 ansøgninger realitetsbehandles 111. Det betyder, at der skal indhentes sundhedsjournaloplysninger på 111 kvinder.

Der er ifølge den grønlandske regering indløbet "markant flere ansøgninger end først forventet", lyder det.

Dermed tager processen med at behandle ansøgningerne også længere tid end først beregnet.

Kvinder, der efter hjemtagelsen af sundhedsområdet havde fået ufrivillig prævention, kunne søge godtgørelse mellem 17. oktober og 31. december 2025.

Kvinderne kan få op til 300.000 kroner i godtgørelse.

At flere kvinder har fået opsat prævention uden samtykke i nyere tid kom frem i kølvandet på, hvad der er blevet døbt spiralsagen.

Den handler om, at grønlandske kvinder fra 1960'erne og en årrække frem fik opsat en svangerskabsforebyggende spiral under den såkaldte spiralkampagne.

Mindst 4070 grønlandske kvinder og piger fik opsat spiral ved udgangen af 1970, har en udredning vist.

Men det er altså også sket for kvinder efter 1992.

Ifølge de grønlandske medier KNR og Sermitsiaq meddelte Landslægeembedet i Grønland i 2024, at de kendte til 15 sager om kvinder, der havde fået spiral eller anden prævention uden viden eller samtykke efter hjemtagelsen.

Sagerne stammer fra perioden 1993 til 2014 og fordeler sig over hele Grønland.

Men langt flere end 15 har altså søgt om økonomisk godtgørelse.

Ifølge KNR skulle ansøgningerne have været færdigbehandlet inden 1. februar 2026. Men det er blevet udskudt på grund af den store mængde.

I pressemeddelelsen beklager naalakkersuisoq (minister) for ligestilling Naaja H. Nathanielsen, at sagsbehandlingen trækker ud.

Det er dog nødvendigt for at sikre en grundig behandling, lyder det.

- Det store antal ansøgninger viser, at der også efter hjemtagelsen af sundhedsvæsenet har været en praksis med at give kvinder antikonception uden viden eller samtykke.

- Nu skal ansøgningerne behandles, og efter det arbejde er tilendebragt, vil vi få mere viden om, hvornår hændelserne er sket, og hvor de er sket. Det er værdifuld viden i vores bestræbelser på at forstå denne sag til fulde, lyder det.

Det er et team af juridiske og sundhedsfaglige eksperter, der vurderer ansøgningerne.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT