Lind presser verdensetter i nederlag i Singapore

26. FEB 2026 • 14:57SPORT

Anders Lind vandt første sæt og havde tre sætbolde i tredje, men endte med at tabe mod kinesisk verdensetter.

Danmarks bedste bordtennisspiller Anders Lind ydede torsdag god modstand, men det var ikke nok til at slå verdens nummer et, kineseren Wang Chuqin, i den store Singapore Smash-turnering.

Lind snuppede første sæt med 11-5 i ottendedelsfinalen, men tabte de tre næste med 9-11, 11-13, 8-11.

I oktober vandt Lind over verdens bedste spiller i en turnering i Kina, og han havde duften af en skalp mere, men tre missede sætbolde i tredje sæt gjorde formentlig udslaget.

Lind fik en god start på kampen og sikrede første sæt med 11-5.

Andet sæt var mere jævnbyrdigt og faldt knebent ud til kineserens fordel med 11-9.

Lind var ovenpå igen fra starten af tredje sæt, hvor han bragte sig på 4-0.

Danskeren kom også på 5-1 i en vanvittig bold, hvor han stod mange meter bag bordet og sendte den ene kinesiske smash efter den anden tilbage, inden Wang missede.

Lind kom også på 7-1, før Wang begyndte at spise af forspringet. Danskeren spillede sig til tre sætbolde ved 10-7, men Wang afværgede dem alle og vandt sættet 13-11.

Også i fjerde sæt var Lind godt med frem til 8-8, før kineseren lukkede opgøret.

Lind ligger på den seneste verdensrangliste nummer 17. Danmarks næstbedste, Jonathan Groth, er nummer 44 og røg ud af Singapore Smash en runde tidligere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT