Østrigere besejrer Nordic Storm på tærsklen til stor finale
Nordic Storm blev besejret af Vienna Vikings i semifinale og går dermed glip af stor finale i Stuttgart.
Den dansk-svenske satsning på et amerikansk fodboldhold, Nordic Storm, har leveret en imponerende første sæson, men lørdag gik den ikke længere.I semifinalen i den europæiske pendant til NFL, European League of Football, tabte Nordic Storm til østrigske Vienna Vikings, som dermed indløste billet til finalen.
På udebane i Wien bed Nordic Storm fint fra sig, men to østrigske touchdowns på to spilleminutter i tredje quarter og et misset ekstrapoint fra den svenske kicker Ola Kimrin gjorde det meget svært for Nordic Storm.
Østrigerne vandt 28-20 og er klar til finalen i Stuttgart.
Nordic Storm fik ellers en forrygende indledning på semifinalen. Efter fem minutter kom kampens første touchdown fra Simon Føns, og værterne var omgående under pres.
De svarede dog tilbage omtrent seks minutter senere, men det blev ikke noget specielt hårdt modsvar. Da østrigernes kicker skulle sparke ekstrapointet hjem, blev bolden blokeret af en stærk arm i det dansk-svenske forsvar, og derfor var Nordic Storm foran 7-6 efter første quarter.
Men Vienna Vikings lod sig ikke slå ud, og i anden quarter kom så det eftertrykkelige modsvar. Efter 11 minutters spil lavede østrigerne touchdown og satsede hele butikken med en vellykket two-point conversion.
Dermed stod det igen helt lige, da Nordic Storm igen kom på tavlen med et touchdown fra Brendan Beaulieu senere i anden quarter.
Men i tredje quarter kom det afgørende østrigske dødsstød, som Nordic Storm altså ikke formåede at svare tilbage på, og det blev heller ikke nemmere af, at Ola Kimrin missede ekstrapointet efter en reducering.
/ritzau/