Ung danskers erobringstogt førte til helterolle mod Dortmund
Oscar Højlund scorede det ene af målene i Eintracht Frankfurts 2-0-sejr over Borussia Dortmund.
Den danske midtbanespiller Oscar Højlund markerede sig fredag aften med en scoring i Eintracht Frankfurts sejr på 2-0 over Borussia Dortmund.Med et kvarter igen blev Højlund sat på banen med en helt specifik opgave, forklarer han til klubbens hjemmeside.
- Mit første mål for Eintracht føles helt fantastisk. Jeg er virkelig glad, og forhåbentlig kan jeg lave flere fremover. Før indskiftningen fortalte Dino Toppmöller (Frankfurts træner, red.), at jeg skulle gøre, hvad jeg altid gør: vinde bolden tilbage og give holdet et boost, siger den 20-årige midtbanespiller.
Højlund erobrede bolden på Dortmunds banehalvdel og kom lidt heldigt alene igennem med målmanden. Her sendte han sikkert sit første mål i nettet for bundesligaklubben.
- Jeg har det godt, og holdet er i en god forfatning. Det var endnu et skridt frem for holdet og mig personligt. Holdet har en god mentalitet, og vi kan opnå meget i denne sæson, siger han.
Højlund skiftede i sommer fra FC København til Frankfurt, men har været plaget af en ankelskade i den første del af tiden i det tyske.
På det seneste har han fået godt med indhop for holdet, der også råder over Rasmus Nissen Kristensen.
Sidstnævnte spillede også en stor rolle i fredagens sejr med oplægget til Frankfurts første scoring.
Frankfurt har gang i en god sæson og ligger nummer tre i Bundesligaen før weekendens øvrige kampe. Dortmund er omvendt inde i en dårlig periode med tre liganederlag på stribe.
/ritzau/