Fire personer meldes dræbt i russisk angreb på Kyiv

18. JAN 2025 • 08:13UDLAND

Fire personer er dræbt og tre såret efter et angreb lørdag, oplyser leder af byens militæradministration.

Fire personer er blevet dræbt i et russisk angreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv, oplyser byens militæradministration lørdag.

Desuden er tre personer blevet såret.

- Vi har allerede fire omkomne i Sjevtjenkivskyj-distriktet, skriver Tymur Tkatjenko, der står i spidsen for byens militæradministration, i et opslag på beskedtjenesten Telegram.

Nogle timer tidligere advarede Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, om en "ballistisk missiltrussel" mod hovedstaden og sagde, at byens luftforsvar var aktiveret.

Senere har borgmesteren oplyst, at en bygning i Sjevtjenkivskyj-distriktet har fået smadret vinduerne, og at der stiger røg fra den, mens en vandledning i området også er beskadiget.

Derudover er en metrostation nær byens centrum også blevet beskadiget og har midlertidigt været lukket.

Det er sjældent, at hjertet af den ukrainske hovedstad bliver udsat for angreb.

Angrebet er sket, samtidig med at Ukraine har intensiveret dets luftangreb mod russiske energi- og militærfaciliteter de seneste måneder.

Det ukrainske militær har ramt adskillige russiske oliedepoter den seneste tid. Herunder to store angreb mod en facilitet nær en militær flybase i den russiske Saratov-region.

De angreb førte til brande, der varede i flere dage.

Lørdag har russiske styrker også angrebet i centrum af Zaporizjzja. Her er to personer kommet til skade ifølge den lokale guvernør, Ivan Fedorov.

En administrationsbygning i en industriel facilitet er blevet delvist ødelagt, oplyser guvernøren.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT