Våbenhvilen i Gaza begynder tidligt søndag morgen

18. JAN 2025 • 09:00UDLAND

Israels regering godkendte natten til lørdag våbenhvileaftale med Hamas. Qatar har mæglet i forhandlingerne.

Våbenhvilen i Gaza mellem den militante bevægelse Hamas og Israel træder i kraft søndag klokken 08.30 lokal tid - 07.30 dansk tid.

Det oplyser en talsmand for Qatars udenrigsministerium på X.

Qatar har mæglet i de langstrakte forhandlinger om en våbenhvileaftale mellem Hamas og Israel.

- Efter koordinering med aftalens parter og mæglerne begynder våbenhvilen i Gazastriben søndag 19. januar klokken 08.30 lokal tid.

- Vi opfordrer indbyggerne til at tage deres forholdsregler, udvise den største agtpågivenhed og vente på anvisninger fra officielle kilder, skriver talsmand for Qatars udenrigsministerium Majed al-Ansari på X.

Aftalen om våbenhvile og løsladelse af gidsler i Hamas' varetægt blev endeligt godkendt natten til lørdag af Israels regering.

Forinden var den blevet godkendt af Israels magtfulde sikkerhedskabinet og af repræsentanterne for Hamas.

Aftalen indebærer, at kamphandlingerne indstilles midlertidigt i Gaza, og at israelsk militær trækker sig tilbage.

Desuden skal Hamas frigive 33 gidsler, der er taget til fange i det krigshærgede palæstinensiske område.

Dette skal ske i våbenhvilens første fase, som ventes at vare seks uger.

Samtidig vil Israel ifølge landets justitsministerium løslade 737 palæstinensere, der er fængslet eller på anden vis tilbageholdt i Israel.

Det er første gang i næsten 14 måneder, at parterne er nået til enighed om en våbenhvileaftale og en aftale om løsladelse af gidsler.

Det skete senest i slutningen af november 2023. Dengang havde krigen i Gaza varet i halvanden måned.

Israel iværksatte krigen i Gaza som reaktion på Hamas' angreb på israelske byer, kibbutzer og en israelsk musikfestival 7. oktober samme år.

Dengang dræbte Hamas cirka 1200 personer og tog cirka 250 personer - både israelere og andre nationaliteter - til fange.

Ifølge den israelske avis Haaretz er der 98 gidsler tilbage i Gaza. Af dem er 36 erklæret døde.

Krigen i Gaza har ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder i området kostet flere end 46.000 palæstinensere livet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT