Dansk banekvartet vinder VM-guld for tredje år i træk

24. OKT 2025 • 01:58SPORT

Med endnu en pragtpræstation vandt Danmark VM-guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb i Chile.

Danmark kan noget i banecykling på de skrå brædder.

Det danske cykelhold i 4000 meter holdforfølgelsesløb vandt sent torsdag aften dansk tid VM-guld for tredje år i træk efter at have besejret Australien i finalen.

Landstræner Casper Jørgensen havde valgt Frederik Rodenberg, Tobias Aagaard Hansen, Rasmus Lund Pedersen og Niklas Larsen til at køre finalen i Chile.

Holdet var dermed det samme som i første runde, der svarede til semifinalen.

I kvalifikationen, som var det første løb, kørte Lasse Norman Leth i stedet for Frederik Rodenberg.

De fire baneryttere levede op til tilliden, og Tobias Aagaard var lykkelig over at hente endnu en guldmedalje til Danmark.

- Vi kørte på grænserne, som vi er gode til. Hele holdet var pissestærkt, og så lykkedes det hele bare.

- Det var rigtig hårdt, men også rigtig jævnt, lige som vi gerne ville have det. Planen gik, som den skulle, og alle eksekverede perfekt, så det var lige i øjet, siger Tobias Aagaard til TV 2 Sport.

Casper Jørgensen havde på forhånd meldt ud, at danskerne skulle lægge mere offensivt ud end i semifinalen.

Starten blev da også helt, som landstræneren havde ønsket, og halvvejs inde i løbet førte danskerne med næsten et sekund ned til australierne.

Føringen blev holdt hele vejen til mål, og den blev faktisk kraftigt udbygget på de sidste 1000 meter.

Danmark slog ikke verdensrekord, men krydsede målstregen i tiden 3 minutter og 43,915 sekunder.

Australierne satte en tid på 3 minutter og 47,258 sekunder. Dermed endte australierne med at være mere end tre sekunder efter danskerne.

Den danske kvartet vandt også guld i disciplinen i 2024 og 2023.

Samme danske succes var der ikke på cykelbanen i Chile natten til fredag dansk tid.

Laura Auerbach-Lind røg efter et stort styrt ud som den første i udskilningsløbet og endte med at blive nummer 23 ud af de 24 ryttere.

I scratch sad Tobias Aagaards VM-guld fra tidligere på aftenen måske stadig i stængerne. Danskeren spillede i hvert fald en birolle i løbet, hvor han endte på en 20.-plads ud af de 24 ryttere. Tyske Moritz Augenstein vandt guld.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT