Norsk håndboldstjerne gør hurtigt comeback efter kræftdiagnose

31. AUG 2025 • 16:23SPORT

Camilla Herrem fortalte i juni, at hun havde fået konstateret brystkræft. Nu er hun tilbage på håndboldbanen.

Den mangeårige landsholdsspiller Camilla Herrem har efter en kræftdiagnose på imponerende kort tid gjort comeback på håndboldbanen.

Den erfarne fløjspiller var med fra start, da hendes norske mandskab, Sola HK, søndag åbnede ligasæsonen mod Oppsal.

Herrem offentliggjorde i slutningen af juni, at hun havde fået konstateret brystkræft.

Beslutningen om at tage hende med i truppen til sæsonåbneren blev taget søndag morgen.

Sola-træner Steffen Stegavik sagde før kampstart til norsk TV 2, at Herrem har haft det "ganske godt" i løbet af den seneste uge.

- Hun har fået positive tilbagemeldinger på behandlingerne stort set hver gang, lød det videre.

Siden hun fik konstateret kræftsygdommen, har håndboldstjernen været igennem en række kemobehandlinger.

Tirsdag fik den 38-årige nordmand den sidste hårde kemobehandling. Nu venter der tre måneder med en mildere dosis.

Fløjspilleren opdagede en knude i brystet, som førte til, at hun fik en ultralydsskanning og en mammografi.

Hun fik også taget en biopsi af knuden, inden sygehuset ringede til hende og spurgte, om "vi kunne komme", forklarede Herrem.

Dengang beskrev hun diagnosen som et "totalt chok".

Camilla Herrem vandt et væld af medaljer i sin 18 år lange karriere på det norske landshold.

Hun har været med til at vinde to OL-finaler, tre gange VM og seks europamesterskaber.

Herrem stoppede landsholdskarrieren efter at have slået Danmark i EM-finalen i december, men er altså stadig aktiv på klubniveau.

/ritzau/NTB

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT