Netcompany har haft markant vokseværk
Både omsætning, værdi og medarbejderstab i Netcompany har haft fart på i de senere år.
Netcompany er tirsdag blevet afsløret som ny sponsor hos det britiske cykelhold Ineos Grenadiers, der skifter navn til Netcompany Ineos, når Giro d'Italia starter 8. maj.Det danske it-selskab har kunder i både det offentlige og i det private erhvervsliv og står blandt meget andet bag Aula, borger.dk og coronaappen Smittestop.
Netcompany blev grundlagt i 1999 af den nuværende administrerende direktør André Rogaczewski, Carsten Gomard og Christian Brylle. Siden kom Claus Jørgensen ind som partner og blev medejer i stedet for Christian Brylle.
Selskabets partnere solgte i 2006 Netcompany til kapitalfonden Axcel, men købte virksomheden tilbage i 2011.
I juni 2018 blev Netcompany børsnoteret og ved introduktionen vurderet til en værdi på omkring 7,75 milliarder kroner. Siden er værdien vokset til omkring 16 milliarder kroner målt ud fra den nuværende kurs.
Især i de senere år har Netcompany haft markant vokseværk og samtidig præsenteret overskud på trecifrede millionbeløb de fleste år.
I 2015 lød omsætningen på 758 millioner kroner. Det blev næsten fordoblet i løbet af to år, og i 2020 var den vokset til 2,8 milliarder kroner.
Efter yderligere en fordobling endte man i 2022-regnskabet på 5,5 milliarder kroner i omsætning, og senest meldte Netcompany ud, at man omsatte for 7,9 milliarder kroner i 2025.
Samtidig lyder forventningen for 2026 på, at omsætningen bliver øget med 15-20 procent og altså kommer op i nærheden af ti milliarder kroner.
Også medarbejderstaben er ikke mindst takket være opkøbet af en stribe udenlandske firmaer vokset markant.
I 2011 havde Netcompany 236 ansatte, og det er siden vokset til i underkanten af 9500 medarbejdere i 2025. Heraf er godt 3000 ansat i Danmark.
Kilder: Netcompany, Ritzau, DR, Ineos, Børsen, finans.dk.
/ritzau/
