Filmfestival dropper Mette-Marit: Jeg vil naturligvis gerne fortsætte
Festival for unge filmskabere er den seneste organisation, som afbryder samarbejdet med Norges kronprinsesse.
Endnu en organisation afbryder samarbejdet med den norske kronprinsesse, Mette-Marit.Filmfestivalen Amandusfestivalen vil ikke længere have hende som protektor.
Det bekræfter festivalens chef, Eivind M. Nordengen, over for det norske medie VG.
- Vores mål med denne beslutning har udelukkende været at beskytte festivalens værdier og troværdighed, siger han og kalder beslutningen "krævende, men nødvendig efter en grundig vurdering".
- Vi er en festival for unge filmskabere, hvor inklusion og socialt fællesskab er centralt. Enhver handling, der kan svække disse værdier, kræver, at vi er opmærksomme.
I begyndelsen af året kom det frem, at den norske kronprinsesse har haft omfattende kontakt med den amerikanske seksualforbryder og finansmand Jeffrey Epstein, efter at han i 2008 blev dømt for handel med mindreårige piger.
Amandusfestivalen er den seneste organisation, som ikke længere vil have kronprinsesse Mette-Marit som protektor.
Kronprinsesse Mette-Marit skriver i en mail til TV 2 i Norge, at hun gerne ville have fortsat.
- Jeg er så stolt af det arbejde, der udføres i disse organisationer. De udfører så meget vigtigt arbejde i Norge. Jeg vil naturligvis gerne fortsætte samarbejdet.
- Men hvis nogen af organisationerne har brug for at afslutte deres støtte eller sætte det på pause, forstår jeg det. Jeg vil først og fremmest bidrage, lyder det fra den norske kronprinsesse.
Tidligere har Fokus, der er en norsk paraplyorganisation for kvinders rettigheder, trukket sig. Det samme har Det Norske Pigekor, Biblioteksforeningen og Sex & Samfund i Norge gjort.
Da kontakten mellem Mette-Marit og Epstein kom frem, beklagede kronprinsessen.
Flere organisationer valgte efterfølgende enten at afbryde samarbejdet eller pause det.
Nogle organisationer oplyste, at de ville tage stilling til samarbejdet, når kronprinsessen havde givet en uddybende og efterspurgt forklaring.
Den kom i midten af marts i et interview med det norske medie NRK.
Her sagde hun, at hun var blevet "manipuleret og narret" af Epstein.
- Det er utrolig vigtigt for mig at tage ansvar for, at jeg ikke tjekkede hans baggrund grundigere, tilføjede hun i interviewet.
Hun fortalte desuden, at hun ikke kunne huske, at hun havde googlet ham.
I 2011 skrev Mette-Marit blandt andet til Epstein, at hun havde googlet ham, og at det "ikke så godt ud". Efter beskeden havde hun tilføjet en glad smiley.
I 2012 skrev Mette-Marit til Epstein, at hun syntes, at han var "charmerende".
Året efter spurgte hun ham, om ikke han snart kom og besøgte hende.
- Jeg savner dig, min vanvittige ven.
Andre organisationer, som har overvejet protektionerne, har valgt at fortsætte samarbejdet.
Herunder Blå Kors og Kristiansands Internationale Børnefilmfestival.
/ritzau/
