Tivoli sigter efter en omsætning på 1,4 milliarder kroner i år
155.000 gæster var forbi Tivoli i løbet af de få dage, forlystelsesparken var åben i årets første tre måneder.
Tivoli har som ventet haft en lav omsætning og et større millionunderskud i årets første kvartal.Det viser forlystelsesparkens kvartalsregnskab tirsdag.
I årets første tre måneder er der som regel lukket langt de fleste af dagene. Perioden bruges på forbedringer og vedligeholdelse.
Tiden er blandt andet brugt på en ombygning af området ved forlystelsen Dæmonen og en større renovering af taget på Glassalen.
Parken var åben de første fire dage i januar og åbnede officielt til den nye sæson 27. marts. Omkring 155.000 gæster nåede forbi i løbet af de dage.
I første kvartal blev der omsat for 81,4 millioner kroner. Underskuddet efter skat landede på 106,5 millioner kroner.
Opstarten er ifølge administrerende direktør Susanne Mørch Koch gået planmæssigt.
- Påsken lå tidligt i år og var præget af flere dage med blæst og lave temperaturer, og som alle ved, er Tivoli en forretning, der er følsom over for vejret, siger hun i en pressemeddelelse.
- Alligevel er vi tilfredse med åbningen, og besøgstallene bekræfter os i, at efterspørgslen er der, når forholdene tillader det.
Tivoli regner med en omsætning på 1,4 milliarder kroner i 2026 og et resultat før skat på 145 millioner kroner.
Omsætningen vil i så fald ende på det højeste niveau i forlystelsesparkens historie.
På hjemmesiden fremgår det, at Tivoli blev grundlagt i 1843.
Grundlæggeren Georg Carstensen var inspireret af lignende parker, han var stødt på i udlandet.
47 år efter at dørene til Tivoli blev åbnet første gang, blev den nuværende indgang til parken indviet.
/ritzau/
