Afgående sportschef skal hjælpe AGF i januars transfervindue

7. JAN 2025 • 15:08SPORT

AGF's sportschef, Stig Inge Bjørnebye, får ikke forlænget sin aftale, men hjælper i januars transfervindue.

AGF-sportschef Stig Inge Bjørnebye udskiftes i klubbens sportslige ledelse, men nordmanden skal hjælpe aarhusianerne i det igangværende transfervindue.

Det siger AGF-direktør Jacob Nielsen i forbindelse med præsentationen af Carsten V. Jensen som klubbens nye fodbolddirektør.

- Stig står til rådighed for os. Han skal blandt andet hjælpe os her i januars transfervindue.

Jacob Nielsen fastslår desuden, at både han selv og Carsten V. Jensen har talt med Stig Inge Bjørnebye, der ikke selv var til stede ved tirsdagens præsentation.

Selv om nordmandens kontrakt først udløber i AGF 30. april, vil klubben dog ikke stå i vejen, hvis Bjørnebye finder et andet projekt.

- Vi har en løbende og åben dialog, så vi vil ikke stå i vejen, hvis Stig finder et andet arbejde.

- Men det er ikke sådan, at han kommer til en anden superligaklub i morgen og hjælper med en anden klubs transfervindue. Men der er en god og åben dialog.

Ifølge AGF-ledelsen ligger der grundige strategiske og organisatoriske overvejelser bag rokaden på ledelsesgangene.

I det sporskifte tiltræder Carsten V. Jensen som fodbolddirektør og bliver derfor en del af direktionen i AGF. Formand Lars Fournais siger, at det ikke var aktuelt at gøre Bjørnebye til fodbolddirektør, da han ikke havde de rette kompetencer til at træde ind i direktionen.

Carsten V. Jensen, der i oktober blev fyret efter fem år som fodbolddirektør i Brøndby IF, tiltræder med det samme i Aarhus.

Det betyder, at sportschef Stig Inge Bjørnebye ikke får forlænget sin aftale, der udløber i slutningen af april.

55-årige Stig Inge Bjørnebye kom til AGF i april 2019.

Årene i Aarhus har budt på nogle "fantastisk spændende udfordringer", siger Bjørnebye til AGF's hjemmeside.

- Alt i alt har det været en udviklende rejse fyldt med minder, som jeg sætter meget højt i min fodboldkarriere.

- AGF er i stabil og bæredygtig fremgang, og jeg glæder mig til at følge udviklingen i hver kamp fremover som en dedikeret supporter, lyder det fra Stig Inge Bjørnebye, der desuden ønsker sin arvtager Carsten V. Jensen held og lykke.

Inden tiden i Aarhus spenderede Bjørnebye fem år i norske Rosenborg i en lignende rolle som sportslig ansvarlig.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT