Tottenham forlænger med Son i yderligere et år
32-årige Son Heung-min skal ingen vegne, men bliver derimod i Tottenham i mindst et år mere.
Tottenham har udnyttet en mulighed for at forlænge med offensivspilleren Son Heung-min, så samarbejdet nu løber frem til sommeren 2026.Aftalen med den 32-årige sydkoreanske stjernespiller stod til at udløbe til sommer, og Tottenham ville gerne beholde spilleren og gjorde derfor brug af en klausul i kontrakten.
Son har spillet 431 kampe for Tottenham, og det er blevet til 169 mål for London-klubben. Det gør ham til den fjerdemest scorede spiller i klubbens historie.
Angriberen Harry Kane, der nu spiller i Bayern München, er den mest scorede for Tottenham med 280 mål. Jimmy Greaves og Bobby Smith er de næste på listen med henholdsvis 266 og 205 mål.
Med 68 assister er Son til gengæld den spiller, der er noteret for flest oplæg i klubbens historie.
I sommeren 2015 skiftede Son fra tyske Bayer Leverkusen, så det er snart blevet til et helt årti i Tottenham. Han er også blevet anfører for klubben.
I denne sæson er det blevet til fem mål i 17 kampe i Premier League for Tottenham, der har haft det vanskeligt i ligaen.
Son har spillet 131 kampe for det sydkoreanske fodboldlandshold med 51 mål til følge. Han har blandt andet spillet VM for landsholdet i 2014, 2018 og 2022.
/ritzau/