CV: AGF er tæt på at bide skeer med topholdene

7. JAN 2025 • 17:51SPORT

Dialogen om et job i AGF har stået på længe, siger Carsten V. Jensen, der tror på guldtriumfer i Aarhus.

Tre måneder efter sin fyring i Brøndby er Carsten V. Jensen tiltrådt som fodbolddirektør i AGF, og det er et projekt, der nærmer sig toppen af dansk fodbold.

Det forklarer den nye AGF-chef, der mener, at aarhusianerne nærmer sig en titel og en realistisk forventning om at kæmpe med om mesterskabet.

- Jeg føler ikke, at AGF er langt fra at kunne bide skeer med de bedste hold over en hel sæson. AGF har været i pokalfinalen og været tæt på. AGF spiller altid tætte kampe mod topholdene.

- AGF er i toppen, og vi skal skærpe os på alle områder hver eneste dag. Hvis vi arbejder vedholdende, er der en mulighed for at nå dertil, siger Carsten V. Jensen.

Foruden fem år som fodbolddirektør i Brøndby har "CV", som han også kaldes i fodboldkredse, haft lignende roller i FC Nordsjælland og FC København.

Trods det tunge cv har Carsten V. Jensen altid set mod AGF med et interesseret blik.

- Der er ingen tvivl om, at AGF er et af de mest spændende projekter i dansk fodbold lige nu.

- Jeg har altid haft det sådan med AGF, at hvis jeg fik muligheden for at komme hertil, og timingen var rigtig, ville jeg aldrig sige nej, siger han.

Forhandlingerne med AGF om en aftale har været kortvarig og effektiv, men dialogen med AGF-direktør Jacob Nielsen har kørt længe.

Ifølge Carsten V. Jensen har de to ad flere omgange drøftet om timingen kunne være den rette for et skifte til det jyske fodboldflagskib.

- For ti år siden kom Jacob Nielsen til AGF, og vi har siddet mange år sammen i Divisionsforeningen i forskellige sammenhænge, og vi har ind i mellem også snakket om, hvorvidt timingen kunne være rigtig.

- Dialogen begyndte denne gang efter min fyring i Brøndby, men der kom først fart på her efter jul.

61-årige Carsten V. Jensen var sportsdirektør i FCK fra 2006 til 2014.

Herefter var han fire år i FC Nordsjælland og senest fem år i Brøndby.

"CV" fastslår, at han flytter til Aarhus med et langvarigt perspektiv.

- Det kunne sagtens være mit sidste store fodboldjob. Det er mit fjerde job over en lang periode, og jeg har været heldig at være i mine tidligere klubber i lang tid.

- Mit sigte er langt, men der kan være andre ting, der stopper det. Jeg har et langt sigte uden slutdato. Det er i min optik måden at tilgå jobbet på. Jeg lægger hjerte og sjæl i AGF, indtil jeg ikke er her mere, siger han.

Carsten V. Jensens ansættelse i AGF betyder, at sportschef Stig Inge Bjørnebye ikke får forlænget sin aftale, der udløber 30. april.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT