Milan henter målfattig angriber i Chelsea

30. AUG 2025 • 12:08SPORT

Christopher Nkunku havde en skuffende tid i Chelsea og skal nu forsøge sig i AC Milan.

Christopher Nkunku har haft svært ved at leve op til forventningerne i sin tid i Chelsea. Nu flytter den franske angriber til Italien og forsøger at puste nyt liv i karrieren i AC Milan.

Begge klubber meddeler, at aftalen er på plads. Milan skriver, at Nkunku har underskrevet en aftale gældende til 2030.

Den nu 27-årige angriber blev udlært i Paris Saint-Germains akademi og spillede sine første seniorsæsoner i den franske hovedstadsklub, inden han i 2019 skiftede til RB Leipzig.

Lynhurtige Nkunku blomstrede i Red Bull-klubbens tempofodbold. Især hans to sidste sæsoner i klubben var produktive med tilsammen 36 ligamål, en delt topscorertitel og en udmærkelse som sæsonens spiller i Bundesligaen i 2021/22.

Bedrifterne udløste et skifte til Chelsea, men tiden i London blev aldrig det store sus. Han startede med at blive knæskadet, og siden fandt han aldrig rigtig sine fødder på holdet.

Blot seks Premier League-mål blev det til i hans to sæsoner i klubben.

Nu prøver han så lykken i AC Milan, en klub, der ligesom han selv har brug for en frisk start.

I sidste sæson sluttede holdet på en skuffende ottendeplads i Serie A, og man indledte den nye sæson med et hjemmenederlag til Cremonese. Fredag aften fik man dog en tiltrængt sejr, da Lecce blev slået 2-0 på eget græs.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT