Maratonmøde endte med mistillid til flere i taekwondoforbund
Når den nye bestyrelse er på plads, skal tilliden genoprettes til taekwondoforbundet, siger formand.
Et 12 timer langt ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Odense i Dansk Taekwondo Forbund (DTAF) endte søndag med mistillid til flere medlemmer af den siddende bestyrelse.Det skriver Idrætsmonitor, ligesom bestyrelsesformand Mireille Enggaard Kempf bekræfter udfaldet af mødet over for Ritzau.
Hun oplyser, at det kun var bestyrelsesmedlem Therese Reffing, suppleant Thomas Møller og formanden Kempf selv, der overlevede selve mistillidsafstemningerne.
Sidstnævnte fik et snævert flertal blandt de ifølge Idrætsmonitor 67 tilstedeværende klubber.
Der var også opbakning til næstformand David Coupar, men han valgte at trække sig. Bestyrelsesmedlem Murad Ahmed fik erklæret mistillid, men blev efterfølgende genvalgt, da en ny bestyrelse blev sammensat, bekræfter Kempf.
Der er endnu ikke konstitueret en ny bestyrelse. Det sker søndag 22. februar, oplyser den genvalgte formand.
- Vi skal have ro nu, indtil vi konstitueres på søndag. Og så skal vi se fremad. Vi skal se på, hvordan vi kan få skærmet vores medlemmer og genoprettet tilliden til forbundet, siger Kempf.
- Jeg er udmærket klar over, at når man sidder på et mandat, hvor det ikke var hele salen, der mente, at jeg skulle blive, så forpligter det også, siger hun.
Der blev ifølge Idrætsmonitor indkaldt til mødet efter flere måneders intern splittelse i forbundets ledelse.
Der har blandt andet været uro omkring økonomien på eliteområdet og samarbejdet med Team Danmark, der tidligere har suspenderet støtte og krævet midler tilbagebetalt.
Konflikten omfatter også fyringen af landstræner Tarik Setta og sportschef Bjarne Johansen i november. Gyldigheden af den beslutning er ifølge Idrætsmonitor indbragt for Danmarks Idrætsforbund.
I december besluttede Team Danmark at suspendere samarbejdet med forbundet, der dermed ikke får økonomisk støtte i 2026. DTAF havde mere end 300.000 kroner i underskud på kampområdet i 2025.
Team Danmark havde ikke tillid til, at organisationens midler blev brugt efter hensigten og igangsatte derfor en undersøgelse.
OL-bronzevinderen fra Paris i 2024 Edi Hrnic fortalte i november til Politiken, at han er stoppet med at dyrke taekwondo, fordi han følte sig presset ud.
/ritzau/
