Esbjerg-profil ser håb trods skrækmodstand i kvartfinale

13. MAR 2026 • 07:00SPORT

Esbjerg Energy tabte fem kampe ud af seks mod Rungsted i grundspillet. Nu mødes de igen i kvartfinaleserien.

Normalt burde Esbjerg Energy være forholdsvis klar favorit i ishockeykvartfinaleserien mod Rungsted Seier Capital.

Vestjyderne sluttede trods alt grundspillet tre pladser bedre, høstede 17 point mere og har fordel af hjemmebane i en eventuelt syvende og afgørende kamp.

Men lige præcis når det handler om de to hold, er billedet noget mere mudret. Rungsted har nemlig været en regulær skrækmodstander for Esbjerg, der i denne sæson har tabt fem af seks kampe mod nordsjællænderne.

Ikke engang da Rungsted i efteråret var hårdt ramt af skader, havde det stærkt besatte Esbjerg-hold kontrol over kampene.

Den rutinerede back Anders Krogsgaard mener dog ikke, at Rungsteds facon passer hans hold specielt dårligt. Ansvaret for de sløje resultater er først og fremmest Esbjerg-spillernes, mener han.

- Når jeg kigger tilbage på kampene, er vi som regel startet godt, men er blevet ufokuserede undervejs og har lavet nogle fejl, der har givet dem for lette mål. I mine øjne ligger det mest på vores eget bord.

- Vi har haft nogle udfald i sæsonen, og mange af dem har så været mod Rungsted. Vi har dummet os, og det har de straffet. Men måden, vi har spillet på den seneste tid, tyder på, at vi kommer til at ændre på det mønster, mener Anders Krogsgaard.

De to hold mødtes senest 23. februar, hvor Rungsted på udebane igen fik skovlen under Esbjerg efter en afgørelse på straffeslag.

Siden vandt vestjyderne dog grundspillets sidste fem kampe og ser ud til at have fundet lidt medvind. Derfor er Krogsgaard optimistisk inden starten på slutspillet.

- Rungsted spiller en gang hurtig ishockey, men det skal vi kunne forholde os til og lægge en brugbar gameplan.

- Vi skal frem for alt fokusere på os selv. Vi har fire gode kæder, og jeg tror på, at det gør, at vi kan slå Rungsted over syv kampe. Bredden kan let blive afgørende, mener den tidligere landsholdsspiller.

Kvartfinaleserierne spilles bedst af syv. De hold, der først vinder fire kampe, avancerer til semifinalerne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT