Britisk turist blandt sigtede for videodeling af missilangreb i Dubai

13. MAR 2026 • 10:49UDLAND

Deling af materiale, som kan forstyrre offentlig sikkerhed, er forbudt i Dubai, siger juridisk organisation.

En britisk turist er blandt 21 personer sigtet for deling af videoer af iranske missilangreb i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Det skriver flere britiske medier - herunder BBC og The Guardian.

Ifølge organisationen Detained in Dubai, der yder juridisk hjælp til personer i emiraterne, er personerne sigtet under landets lovgivning om cyberkriminalitet.

Emiraternes lovgivning forbyder at offentliggøre eller dele materiale, som "kan forstyrre den offentlige sikkerhed".

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Radha Stirling, der er direktør i organisationen, oplyser desuden, at sagen for den mandlige turist omhandler en video på hans telefon.

Den 60-årige turist har ifølge Stirling fortalt, at han slettede videoen fra sin telefon, da han blev bedt om det, og at han ikke havde intentioner om at gøre noget ulovligt.

Ifølge BBC er manden tilbageholdt.

Lana Nusseibeh, der er emiraternes minister for EU-anliggender, bekræfter over for BBC, at hun er "bevidst" om, at der har været nogle overtrædelser af loven. Ministeren har dog ikke specifikke oplysninger om den britiske mands tilbageholdelse, lyder det.

Ifølge BBC yder det britiske udenrigsministerium støtte til den 60-årige turists familie.

Meldingen kommer, efter at mere end 300 mennesker er blevet arresteret i det nærliggende land Qatar for deling af billeder og "misledende information" under iranske angreb.

Det oplyste landets indenrigsministerium mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

De arresterede personer er ifølge ministeriet af "forskellig nationalitet" og er anklaget for at "filme og dele videoklip og offentliggøre misledende information og rygter, der kan påvirke den offentlige mening," lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT