Mané tager Senegal forbi Egypten og møder Marokko i finalen

14. JAN 2026 • 23:54SPORT

Sadio Mané sikrede Senegal finalepladsen over Egypten, og Marokko gik videre efter straffesparkskonkurrence.

Senegal og værtsnationen Marokko er videre fra semifinalerne og skal kæmpe om titlen ved de afrikanske mesterskaber i finalen.

En sen scoring fra Sadio Mané sendte Senegal videre med en smal 1-0-sejr. Mohamed Salah og Egypten mistede dermed chancen for at tage guldet.

I den anden semifinale, der blev spillet senere onsdag aften i Rabat, var det heller ikke nogen målfest mellem Nigeria og Marokko.

Kampen gik 120 minutter uden scoringer, og de to hold skulle til sidst ud i straffesparkskonkurrence, hvor Marokko vandt 4-2.

Finalen spilles på søndag i Rabat på Prince Moulay Abdellah Stadium.

Egypten er med syv titler den mest vindende nation i de afrikanske mesterskabers historie, men har ikke vundet siden 2010. Mohamed Salah, der debuterede i 2011, mangler derfor stadig sit første afrikanske mesterskab.

Senegal vandt sin første titel i 2021 med Sadio Mané, da holdet slog netop Egypten, og nu forsøger de at gentage succesen mod Marokko, der vandt mesterskabet i 1976. Det er første gang siden 2004, at Marokko er i finalen.

Senegals anfører, Kalidou Koulibaly, kunne ikke have tænkt sig en værre start på kampen mod Egypten. Først fik den 34-årige forsvarsspiller et gult kort, der betyder karantæne til finalen, og kort efter måtte han udgå med en skade og var dermed færdig i turneringen.

Senegal fik endnu et slag i første halvleg, da midtbanespilleren Habib Diarra også modtog et gult kort, som ligeledes betyder karantæne i finalen.

Spillemæssigt var kampen ikke nogen fodboldfest, og i størstedelen af kampen var der ikke noget, der kom i nærheden af en scoring.

Det første og eneste mål kom først i det 78. minut, da Sadio Mané opsnappede en løs bold og uden tøven sparkede den i venstre side forbi Mohamed El Shenawy i Egyptens mål.

I opgøret mellem Nigeria og Marokko skulle der gå endnu længere tid, før netmaskerne fik lov at flagre.

120 minutter uden mål betød, at semifinalen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence. Her var Marokko skarpest og vandt 4-2.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT