Danmark åbner VM-jagt mod varm Bayern-spids og stærk defensiv

3. MAR 2026 • 06:22SPORT

Danmarks fodboldkvinder skal forsøge at ride videre på en bølge af selvtillid, når Serbien gæster Horsens.

Efter at have slået Finland samlet 8-1 over to Nations League-kampe i oktober er Danmarks fodboldkvinder klar favorit mod Serbien tirsdag aften.

Men den første opgave i en VM-kvalifikationsgruppe, der også tæller Sverige og Italien, indeholder flere mulige snubletråde, fastslår landstræner Jakob Michelsen.

- Ligesom hos os er næsten alle de serbiske spillere på kontrakt i udenlandske klubber, de endte foran Finland i deres Nations League-gruppe og kommer med selvtillid efter en lang periode med mange sejre, siger Michelsen.

Serbien lukkede blot ét mål ind i seks kampe i sin Nations League-gruppe i 2025, men har også et par profiler i angrebet, der skal tøjles.

Det gælder den rutinerede Jovana Damnjanovic, der i en offensiv med Pernille Harder har været i glimrende målform for Bayern München med blandt andet fire pletskud i de seneste to kampe.

Hun bliver suppleret af stjerneskuddet Nina Matejic, der scorer flittigt for russiske Zenit og trods sine blot 21 år er veletableret på landsholdet.

- Vi må ikke tage let på opgaven. Jeg forventer, det bliver et jævnbyrdigt opgør. Serbien vil ligesom os gerne have bolden, men på hjemmebane skal vi tage initiativet - både med og uden bold - forsvare os godt og bevare vores direkte og offensive mindset, siger Michelsen.

Det er efterhånden fire måneder siden, Danmark slog Finland, og profilerne Janni Thomsen, Emma Snerle og Karen Holmgaard mangler alle mod Serbien på grund af skader.

Men Michelsen, der tog over for svenske Andrée Jeglertz efter en skuffende EM-slutrunde i sommer, er generelt optimistisk.

- Vi skal forsøge at ride videre på den bølge af selvtillid og positive glød, der er skabt i truppen efter EM. Vi skal bygge videre på den fornyede positive vibe omkring holdet. Selvom vi mangler tre powerspillere, vil vi forsøge at bevare vores stil, hvor vi er aggressive og kontrollerer kampene.

- Vores vej mod VM i Brasilien starter nu. Vi har fået vendt skuden efter en tung periode, og vi skal udnytte momentum. Vi vil til VM i 2027, og den rejse starter i Horsens, siger landstræneren.

Lørdag aften møder Danmark på udebane Italien i sin anden gruppekamp. Kun vinderen af fireholdsgruppen kommer direkte til VM. De tre øvrige skal spille playoffkampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT