Mærket Clara Tauson trækker sig fra doublekamp

14. AUG 2025 • 07:59SPORT

Clara Tauson og makkeren Magda Linette er ude af Cincinnati Open efter at have trukket sig mod italienere.

Clara Tauson er helt ude af Cincinnati Open.

Onsdag aften dansk tid tabte hun en hård kamp til russeren Veronika Kudermetova, som vandt 3-6, 7-6, 4-6.

Og senere trak den 22-årige dansker sig fra den planlagte doublekamp med sin polske makker, Magda Linette, fremgår det af turneringens hjemmeside.

Tauson og Linette skulle have mødt den italienske duo bestående af Sara Errani og Jasmine Paolini, der i stedet er videre til kvartfinalerne uden at være i aktion.

Forklaringen er givetvis Tausons hofte, som hun fik behandling for flere gange i opgøret mod Kudermetova og øjensynligt var mærket af.

Endnu er der dog ingen officiel melding på, hvor alvorlig en eventuel skade er.

En pause vil være ærgerlig for den formstærke dansker, der senest bankede Iga Swiatek og Madison Keys, verdens nummer to og seks, og nåede en semifinale i Montreal.

Derudover er der mindre end to uger til årets sidste grand slam-turnering, US Open.

Tauson kæmpede sig i 2024 tilbage efter flere skadesplagede år og startede 2025 som nummer 50 i verden.

I årets første otte måneder er opturen fortsat, og Tauson er aktuelt nummer 15 i verden, hvilket er hendes bedste placering nogensinde.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT