Lokale forretningsfolk overtager Vejle Boldklub
Vejle Boldklub oplyser i en pressemeddelelse, at lokale investorer overtager aktiemajoriteten i klubben.
Vejle Boldklub er ikke længere på udenlandske hænder.Tirsdag aften meddeler klubben i en pressemeddelelse, at en gruppe lokale investorer har overtaget aktiemajoriteten i Vejle.
Det betyder samtidig et farvel til moldoviske Andrew Zolotko, der købte 60 procent af Vejle Boldklub i 2016 og siden har siddet med det overordnede ansvar i superligaklubben, der ad flere omgange har været en tur i den næstbedste række.
Klaus Eskildsen, der hidtil har siddet på knap 40 procent af aktierne, er også en del af den nye ejerkreds. Han bliver også ansigtet udadtil, da de øvrige forretningsfolk ønsker at holde sig i baggrunden.
- Vejle Boldklub betyder meget for mange mennesker. Derfor er et dansk og lokalt ejerskab også den helt rigtige vej at gå for klubben nu. Det har været vigtigt for mig, at vi har skabt en model, der får dygtige mennesker til at ville gå sammen for at skabe en ny sportslig udvikling i VB, siger Eskildsen i meddelelsen.
- Samtidig skal vi huske på, at klubben er i stærk udvikling på rigtig mange områder, blandt andet kommercielt, CSR-mæssigt (virksomheders sociale ansvar, red.), på tilskuerfronten med videre. Det arbejde bliver nu understøttet af en langsigtet sportslig plan, og jeg er glad for de mennesker, vi har fået med på den rejse, siger han.
Ifølge direktør Henrik Tønder skal klubben være bedre til at få mere ud af ressourcerne.
- Vi har fået dygtige lokale investorer ind i klubben. Mennesker, der forstår det fællesskab, Vejle Boldklub skaber, og den afsmittende effekt på lokalsamfundet og oplandet, klubben har.
- Det betyder helt konkret, at vi nu får både tiden, roen og muligheden for at bygge klubben op på en måde, der er langtidsholdbar, forklarer direktøren.
Ejerskiftet kommer ikke ud af det blå. Der har flere gange været forlydender om et forestående salg, og på det seneste har rygterne taget til.
Ikke mindst efter at den rumænske sportschef Marius Adrian Nicolae i slutningen af januar blev fyret med tre døgn tilbage af transfervinduet, og landsmand og cheftræner Mihai Teja søndag røg ud en uge før forårspremieren.
Der er endnu ikke udpeget en permanent afløser for Teja, men Steffen Kielstrup og Johnny Mølby har overtaget ansvaret på midlertidig basis.
De kommer på overordentlig en svær opgave i Superligaen, hvor Vejle efter 17 kampe er på sidstepladsen med ti point op til Sønderjyske på den rigtige side af nedrykningsstregen.
I forbindelse med tirsdagens offentliggørelse af ejerskiftet er Mikkel Hemmersam desuden blevet præsenteret som ny sportsdirektør.
/ritzau/