Antonsen sikrer dansk kvartfinale ved Thomas Cup
Danmark er i kvartfinalen i Thomas Cup, efter Anders Antonsen vandt i tre sæt over Chou Tien-chen fra Taiwan.
Danmarks badmintonherrer skulle vinde et af de fem opgør mod Taiwan i onsdagens holdkamp for at sikre en kvartfinale ved Thomas Cup, VM for hold, og den sejr sørgede Anders Antonsen for ved første mulighed.Den højest rangerede danske herresinglespiller vandt i tre sæt, 21-14, 13-21, 21-15, over Chou Tien-chen fra Taiwan.
Der resterer fortsat fire opgør i holdkampen mod Taiwan, men med Antonsens sejr er danskerne sikret at slutte blandt de to bedste i gruppen, hvilket giver en plads i kvartfinalerne.
Inden de sidste gruppekampe onsdag skulle meget gå galt, hvis danskerne ikke ville gå i kvartfinalerne. Det eneste, der kunne forpurre det, var et 0-5-nederlag til Taiwan, mens Sydkorea skulle slå Sverige 5-0.
Anders Antonsen sørgede for, at der heller ikke gik længe, før kvartfinalebilletten kom i hus.
Danskeren, der ligger nummer tre i verden, spillede et fornemt første sæt mod verdens nummer seks. Antonsen spillede varieret og sendte Chou Tien-chen rundt på banen.
I andet sæt var rollerne dog byttet om, og nu var det danskerens tur til at lede efter løsninger. De kom ikke, og derfor skulle det afgøres i et tredje sæt.
Her fandt Antonsen tilbage til de gode takter fra første sæt. Fire danske point i træk gav en 11-8-føring ved opholdet, og derfra så Antonsen sig ikke tilbage.
Danskeren kom foran 20-13, og på den tredje matchbold slog han til.
Danmark har fortsat en førsteplads at spille for i de resterende kampe mod Taiwan.
Det vil give en formentlig nemmere modstander i kvartfinalen, hvor der skal trækkes lod om, hvilken andenplads fra en anden gruppe, som gruppevinderen skal møde.
/ritzau/
