Arsenal-træner: Annulleret straffe kan koste ni måneders arbejde

30. APR 2026 • 05:21SPORT

Mikel Arteta mener, at et VAR-gennemsyn mod Atlético tog så lang tid, at det beviser, at der var straffespark.

Arsenal blev frataget en oplagt mulighed for at tage sejren ti minutter før slutfløjt i onsdagens 1-1-kamp på udebane mod Atlético Madrid i den første af to Champions League-semifinaler.

Det mener Arsenal-manager Mikel Arteta, der kritiserer, at et straffespark, der var blevet tildelt de engelske gæster, blev omstødt.

Efter at have gennemset hændelsen, som involverede Arsenals Eberechi Eze, valgte dommeren efter VAR-gennemsynet at ændre sin beslutning.

- Jeg er rasende over, hvordan pokker straffesparket på Ebs (Eberechi Eze, red.) blev omstødt, når man skal se den 13 gange, siger Mikel Arteta ifølge Reuters på et pressemøde.

- Når man har kæmpet så hårdt i ni måneder for at være i den her position, kunne et mål fuldstændig have ændret forløbet i den her duel. Og det må ikke ske, siger Arteta ifølge dpa.

Arsenal-manageren mener, at VAR-gennemsynet tog så lang tid, at det i sig selv var et bevis for, at dommeren skulle have holdt fast i sin oprindelige beslutning.

Begge scoringer i Madrid faldt efter straffespark.

Svenske Viktor Gyökeres bragte Arsenal foran med 1-0 kort før pausen, mens Julian Alvarez udlignede til 1-1 for Atlético Madrid ti minutter inde i anden halvleg.

Atlético Madrid blev tildelt straffesparket, efter at bolden havde ramt Arsenal-forsvareren Ben Whites ben og efterfølgende hans hånd.

Mikel Arteta mener ikke, at hændelsen ville have ført til straffespark i den engelske Premier League.

Mens Arsenal-manageren kritiserer dommerens beslutning om at omgøre straffesparkskendelsen til Eberechi Eze, så udtrykker han forståelse for straffesparket til Atlético Madrid.

- På samme måde er vi nødt til at acceptere Ben Whites straffespark, siger Arteta.

Arsenal-manageren roser samtidig, at hans spillere klarede sig igennem en intens atmosfære i den spanske hovedstad inden næste uges returopgør i England.

- Der er alt at spille for i London, siger Arteta.

I den anden semifinale står de forsvarende mestre fra Paris Saint-Germain over for Bayern München. Det første opgør mellem de to klubber i Frankrig endte 5-4 til PSG.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT