Det er lykkedes at bremse voldsomt gylleudslip

8. FEB 2026 • 14:19INDLAND/KRIMINAL

Indsatsleder fortæller, at arbejdet med at opsuge gyllen, der er spildt i åløb nær Lem, er i fuld gang.

Det er lykkedes at bremse udslippet af gylle fra en gylletank ved et landbrug i nærheden af Lem.

Det skriver TV Midtvest.

Udslippet var sivet mod en nærliggende å.

- Vi pumper så meget gylle op fra vandløbet som muligt, og så må vi se, om vi kan gøre yderligere, eller om det bare skal skylles igennem. Det må vi vurdere sammen med miljøfolkene, siger indsatsleder Jan Johnsen fra Brand & Redning MidtVest til mediet.

Tidligere søndag fortalte indsatslederen til Ritzau, at det er en voldsom mængde gylle, der er sluppet ud, og at man endnu ikke har det fulde overblik.

- Det har stået på i noget tid åbenbart, at det har stået og løbet over - det kan man næsten fornemme på jorden, fortalte indsatslederen til Ritzau.

Han fortalte, at landmanden selv mistænker, at det kan skyldes smeltesne eller en defekt pumpe. Landmanden har selv fået stoppet udslippet fra gyllebeholderen.

Der er to slamsugere og en rendegraver på stedet. Rendegraveren og den ene slamsuger er landmandens egne, og han gik selv straks i gang, da han opdagede udslippet.

- Gylle dræber stort set alt liv i åen. Så det er derfor, det gælder om at få det stoppet og få suget så meget af det op som muligt, siger Jan Johnsen.

Derfor har arbejdet også bestået i at undersøge, om åen har udløb, og om der eksempelvis er dambrug i nærheden. Men det er der heldigvis ikke, siger indsatslederen.

- Åen ender ude i en stor sø, men det kommer gyllen ikke i nærheden af, for det har vi fået stoppet inden. Så nu går arbejdet i gang med at opsuge gyllen fra åløbet, siger han.

Rute 28 fra Skjern mod Ringkøbing mellem Skjern N og Lem er spærret som følge af gyllespildet. Det samme gælder den modsatte retning - fra Ringkøbing mod Skjern - mellem Højmark og Lem.

Af Vejdirektoratet fremgår det, at vejen er glat, og at oprydningsarbejdet er i gang.

Indsatsleder Jan Johnsen regner med, at vejen vil være spærret i hvert fald nogle timers tid endnu, mens arbejdet pågår.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT