Ny strategi for migration: EU vil selv bestemme hvem der kommer til EU
Ny femårig strategi for migration skal give EU kontrol med, hvem der ankommer til Europa.
EU-Kommissionen har torsdag fremlagt den første femårige strategi for migration.Den skal understøtte de stramninger, som EU er i gang med.
Strategien fastslår, at det er "Europa, der beslutter, hvem der kommer til EU og under hvilke omstændigheder".
Det er en stor forskel, i forhold til nu hvor migranter selv ankommer til Europa - typisk via Middelhavet eller den såkaldte Vestbalkan-rute.
- Prioriteten er klar. Vi vil reducere antallet af ulovlige ankomster og holde det nede, siger EU-kommissær for migration Magnus Brunner.
Samtidig skal strategien sikre, at EU beskytter mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse, og give mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til EU.
- Vi skal især fastholde reduktionen i ulovlige indrejser, samtidig med at vi fremmer lovlige veje til EU.
- Begge dele er nødvendige for, at vores system kan fungere, og vores samfund og økonomier kan trives, siger Magnus Brunner.
I strategien skelner EU-Kommissionen nu klart imellem "lovlig migration", som er kvalificeret arbejdskraft, der bliver inviteret til at arbejde i Europa.
Og "ulovlig migration", som er personer fra lande, der ikke er i krig, og som ikke selv er personligt forfulgte, men alligevel søger til Europa og beder om asyl.
Det er den sidste gruppe, som har skabt problemer for mange EU-lande, fordi det har vist sig svært at hjemsende dem selv efter afslag på asyl.
Den nye strategi kommer, efter et 2025 hvor EU blandt andet under det danske EU-formandskab, lavede et gennemgribende kursskifte på migrationsområdet.
Nu er der for første gang åbnet op for modtage- og udrejsecentre uden for Europa. Noget, som i mange år var fy-fy i Bruxelles, hvor man ofte skældte ud på de danske tanker om et udrejsecenter i Rwanda.
Samtidig arbejder EU på i år at gennemføre lovgivning, der skal føre til markant flere hjemsendelser af personer, der ikke har et lovligt opholdsgrundlag i EU.
Derudover vil man styrke de systemer, der registrerer hvem, der kommer ind og rejser ud af EU.
Og tiltagene virker allerede, siger Magnus Brunner. Han peger på, at de første otte uger med det nye system for registrering af ind- og udrejse har ført til mere end 20 millioner registreringer.
Ud af dem er 15.000 personer ifølge Magnus Brunner blevet afvist indrejse, fordi de havde "forfalskede dokumenter" eller ikke kunne identificere sig.
Samlet set er der ifølge EU-Kommissionen de sidste to år sket en reduktion på 55 procent i antallet af personer, som "ulovligt" krydser en grænse ind i EU.
- Vi er helt sikkert på vej i den rigtige retning. Med alle de reformer, vi gennemførte sidste år og vil gennemføre i år, bringer vi orden i vores europæiske hus med en styrket ydre grænse og effektive hjemsendelser.
- Og vi skaber en stærk lovgivningsramme, som gør det muligt for os at svare hurtigt og fleksibelt på migrationsudfordringer, siger Magnus Brunner.
EU-Kommissionen har samtidig fremlagt en visumstrategi. Den skal styrke sikkerheden i EU gennem skærpet visumkontrol.
Samtidig skal den lette adgangen for dem, "der bidrager til vores økonomier og samfund".
Strategien gør desuden visumadgang til et kort, som EU skal bruge i forhandlinger med tredjelande for fremme EU's egne interesser.
- Strategierne for migration og visum er to tvillinger. De er meget forbundne.
- Med dem sætter vi en ny kurs for, hvem der kan komme til EU. Hvem, der kan blive. Og hvem, der skal forlade EU, siger Magnus Brunner.
/ritzau/
