FCM-træner er vild med nyt europæisk format

29. JAN 2026 • 10:22SPORT

Overgangen fra gruppespil til ligaspil i Europa har været overvejende positiv, mener man i FC Midtjylland.

Uefas beslutning om at ændre formatet i sine europæiske turneringer fra gruppespil til et stort ligaspil har mødt kritik.

Fanorganisationer og spillerforeninger har blandt andet kritiseret Uefa for, at der er kommet flere kampe, hvilket belaster både spillernes helbred og fansenes pengepung.

I FC Midtjylland, der torsdag har besøg af Dinamo Zagreb i sidste spillerunde af Europa League, er man dog overvejende positivt indstillet.

- Jeg er vild med formatet. Det er fint, at spillerne møder flere forskellige modstandere og kulturer - forskellige måder at spille fodbold på, siger cheftræner Mike Tullberg.

I de tidligere gruppespil mødte man tre forskellige modstandere ude og hjemme. I ligaspillene i Champions League og Europa League møder man otte forskellige modstandere - enten ude eller hjemme.

Man må med andre ord nu undvære returmødet og eventuel revanche mod sine modstandere.

- Man kan sige, at der går lidt rivalisering tabt. Men det kommer an på, hvilke briller man har på. Man kan også sige, at man får flere oplevelser.

- Ved at møde flere modstandere får man en anden form for erfaring. Man prøver sig selv af mod hold fra flere forskellige lande, og det er sjovt, siger FC Midtjyllands anfører, Mads Bech.

Efter en mindre god kamp og 3-3 på en svær bane i Norge havde Mike Tullberg gerne mødt Brann en gang mere, men det positive overvejer generelt det negative i ligaspillet.

- Jeg vil selvfølgelig gerne have haft en hjemmekamp mod Brann, for så er jeg sikker på, at kampen vil se helt anderledes ud.

- Men jeg synes, formatet er fint, og jeg kan godt lide, at næsten alle hold har noget at spille for i sidste runde. Det gør det noget mere spændende, siger Tullberg.

Torsdag fra klokken 21.00 afvikles samtlige 18 kampe i Europa League samtidigt, og i løbet af to timer vil tabellen skifte udseende mange gange.

En tabel med 36 hold er for uoverskuelig, mener kritikere.

- Det er et lidt større puslespil i forhold til, hvad det kræver at komme i top-8 og top-24. Der er en masse mellemregninger.

- Men det er heldigvis ikke os spillere, der skal lave dem. Vi skal bare spille og forsøge at vinde, siger Mads Bech, der også lever fint med to ekstra kampe i kampprogrammet og en kortere vinteropstart.

- Vi har arbejdet tingene godt igennem, selv om det var en kort preseason. Vi er et godt sted og føler os ikke påvirket af det.

Til forskel fra første sæson med ligaspil har Uefa til denne sæson forsøgt at skabe endnu mere spænding i toppen af ligaspillene.

Nummer et og to får fordel af hjemmebane i anden kamp i alle deres følgende dobbeltopgør i knockoutfasen, og nummer tre og fire får det samme frem til og med kvartfinalerne.

FCM er nummer fire før hjemmekamepen mod Dinamo Zagreb og kan ende på alt fra til 1.- til 11.-pladsen.

Men guleroden er ikke stor nok til, at Mike Tullberg vil gøre noget ekstraordinært og holde øje med tabellen for eventuelt at spille sig længere op end fjerdepladsen.

- Hvis vi fører, handler det bare om at vinde kampen. Det er kun, hvis resultatet ikke er, som vi ønsker, at vi skal kigge på at sikre top-8.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT