Landsholdsspiller fra Burkina Faso tager fire år i OB

26. AUG 2025 • 11:31SPORT

Alexander Zorniger får Ismahila Ouédraogo under sine vinger i OB. Midtbanespilleren har fået en fireårig aftale.

OB har tilføjet nyt blod til midtbanen.

Superligaklubben oplyser på sin hjemmeside, at den har hentet landsholdsspilleren Ismahila Ouédraogo fra Burkina Faso.

25-årige Ouédraogo kommer til fra Atromitos, og OB fremhæver selv, at han ifølge Opta var spilleren med flest bolderobringer i den græske liga i den forgangne sæson.

Sportsdirektør Troels Bech påpeger, at Ouédraogo giver holdet mere taktisk fleksibilitet.

- Vi er glade for at have fået Ismahila Ouédraogo til klubben. Vi har ledt efter en konkurrent til 6'er-positionen, som både kan tilføre ekstra duelspil og bolderobringer samt frigøre eksempelvis Rasmus Falk til andre roller på midtbanen.

- Med Ismahilas ankomst har vi nu også flere muligheder for at spille med forskellige formationer på midtbanen - herunder diamanten, som jo altid er en mulighed med Alexander Zorniger ved roret, siger han.

Ismahila Ouédraogo har skrevet under på en fireårig aftale med klubben. Han kommer med 25 landskampe i bagagen.

- Tilbuddet kom, og det gav mig et stort boost. Derefter havde vi nogle gode samtaler, og nu ønsker jeg at bidrage med min selvtillid til klubben. Jeg vil hjælpe holdet og styrke det, der allerede fungerer godt - samtidig med at jeg bringer den bedste version af mig selv i spil her i Odense, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT