Kasper Høgh sparker norsk sensation tæt på CL-kvartfinale

11. MAR 2026 • 22:58SPORT

Bodø/Glimt vandt for femte gang i træk i Champions League og står med det ene ben i kvartfinalen.

Bodø/Glimts europæiske eventyr bare fortsætter og fortsætter.

Den norske klub står med det ene ben i Champions Leagues kvartfinale efter en overbevisende 3-0-sejr over Sporting i den første ottendedelsfinale.

Nordmændene rejser til næste uges returkamp i Lissabon med et solidt udgangspunkt.

Holdet har spillet fem Champions League-kampe i 2026 og vundet dem alle, og heller ikke portugiserne fandt løsningen på den nordnorske gåde.

Bedre hold end Sporting er løbet lige i fælden, når de har stået over for den gulklædte maskine, der især hjemme på Aspmyra Stadion er svær at have med at gøre.

Sporting-spillerne med kaptajn Morten Hjulmand var utilfredse med det straffespark, som Sondre Brunstad Fet udnyttede til at bringe Bodø/Glimt foran efter en lille halv times spil.

Det lignede heller ikke verdens største forseelse, som backen Giorgos Vagiannidis begik, men videodommerne så ingen grund til at ændre dommerens afgørelse.

Kort før pausen fordoblede hjemmeholdet føringen. Efter hurtige, flade afleveringer omkring feltet stod både Ole Blomberg og danske Kasper Høgh fri i venstre side.

Høgh sørgede for ikke at løbe i vejen, så Blomberg i fred og ro kunne øge føringen med en velplaceret inderside.

Landstræner Brian Riemer var på plads for at følge den danske angriber. I første halvleg udmærkede Høgh sig primært som kombinationsspiller, men efter pausen tiltvang han sig en hovedrolle

Med knap 20 minutter tilbage gik Jens Petter Hauge til baglinjen og sendte bolden fladt ind foran mål, hvor Kasper Høgh kom først på den og gjorde det til 3-0. Det var hans femte Champions League-scoring siden nytår.

Med en sidste krampetrækning var Sporting ved at reducere i overtiden, hvor der kortvarigt var panik i den norske defensiv.

Men det blev ved 3-0, og dermed skal portugiserne leverede noget af en præstation, hvis de skal vende slaget i returkampen tirsdag i næste uge.

Den samlede vinder møder enten Leverkusen eller Arsenal i Kvartfinalen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT