Iran skyder tilbage mod Trump: USA kan blive udelukket fra VM

13. MAR 2026 • 13:48SPORT

Irans landshold kritiserer på Instagram Donald Trump for ikke at have styr på sikkerheden ved VM.

Det iranske landshold i fodbold er velkomment, men bør blive væk fra sommerens VM i Nordamerika.

Sådan sagde Donald Trump torsdag.

- Irans fodboldlandshold er velkomment til VM, men jeg mener virkelig ikke, at det er passende, at de er der af hensyn til deres eget liv og sikkerhed, skrev den amerikanske præsident på sin Truth Social-platform.

Hvis nogen bør udelukkes, bør det dog snarere være USA, lyder modsvaret i en story fra det iranske landsholds profil på Instagram.

- VM er en historisk og international begivenhed, og det er Fifa - ikke enkeltpersoner eller lande - der har myndigheden over turneringen.

- Irans landshold var blandt de første til at kvalificere sig til slutrunden efter en række afgørende sejre af Irans stolte sønner.

- Ingen kan udelukke Iran fra VM. Det eneste land, der risikerer udelukkelse, er et land, der blot bærer titlen "vært", men ikke evner at garantere sikkerheden for de deltagende hold i den globale event, lyder det.

Der har været tvivl om Irans deltagelse ved VM, siden USA og Israel den 28. februar indledte angreb mod Iran, hvilket udløste modangreb fra Iran mod Israel og amerikanske militærbaser i Mellemøsten.

Forleden udelukkede Irans sportsminister, Ahmad Donyamali, at holdet tager til USA.

- Efter at den korrupte regering (USA's, red.) dræbte vores leder, er der ingen betingelser, der tillader os at deltage ved VM, lød det fra Ahmad Donyamali i et tv-interview ifølge nyhedsbureauet dpa.

Han hentyder til drabet på ayatollah Ali Khamenei og tilføjer, at tusindvis af iranere er slået ihjel.

- Af denne grund har vi absolut ingen mulighed for at deltage, siger Donyamali.

Iran er ved VM i gruppe med New Zealand, Belgien og Egypten, og alle landets gruppekampe skal spilles i USA.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT