USA's forsvarsminister: Angreb på iransk skole undersøges

13. MAR 2026 • 14:22UDLAND

Et missilangreb på en pigeskole i det sydlige Iran 28. februar dræbte ifølge iranske kilder 175 personer.

Det amerikanske militærs centralkommando, U.S. Central Command, har udpeget en officer uden for kommandoen til at gennemføre en undersøgelse af et angreb på en iransk skole.

Det oplyser USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, på et pressemøde fredag.

- Vi målretter ikke angreb mod civile. Det gør Iran. Vi vil undersøge sagen, finde frem til sandheden, og vi vil dele den, når vi har den, udtaler han.

Meldingen kommer, efter at en pigeskole i Minab i det sydlige Iran blev ramt af et Tomahawk-missil 28. februar.

USA er det eneste land i den igangværende konflikt i Mellemøsten, som anvender Tomahawk-missiler. Derfor har pilen peget på USA efter angrebet.

Alligevel har USA's præsident, Donald Trump, beskyldt Iran for at stå bag angrebet, som ifølge iranske kilder dræbte mindst 175 mennesker.

- Denne efterforskning vil tage så lang tid som nødvendigt for at afklare alle forhold omkring denne hændelse, siger Hegseth ifølge Reuters på pressemødet.

Allerede i forrige uge skrev Reuters baseret på unavngivne kilder, at det amerikanske militær var i gang med en intern undersøgelse om hændelsen.

Den viste ifølge nyhedsbureauet, at amerikanske styrker sandsynligvis var ansvarlige for angrebet.

Onsdag kom en lignende historie fra The New York Times.

Skolen blev tilsyneladende ramt, fordi USA's militærs centrale kommando havde angivet de forkerte koordinater til angrebet.

Hegseth har flere forskellige dage tidligere varslet, at der netop den dag ville være et endnu stærkere angreb mod Iran end tidligere.

På pressemødet gentager Hegseth sit budskab, da han erklærer, at fredag bliver dagen med flest amerikanske angreb mod Iran.

Ifølge forsvarsministeren har USA og Israel ramt 15.000 mål i Iran, siden de sammen begyndte angrebene mod landet for knap to uger siden.

Under pressemødet sår Hegseth også tvivl om den nye iranske leders sundhedstilstand.

Ligesom Trump siger forsvarsministeren, at Mojtaba Khamenei er såret, og nævner, at han "sandsynligvis er vansiret".

- Han udsendte en erklæring i går. En svag en, faktisk, men der var hverken lyd eller video. Det var en skriftlig erklæring, siger Hegseth ifølge Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT