Danmarks eneste repræsentant udgår af storslalom ved PL

13. MAR 2026 • 12:36SPORT

Adam Nybo udgik i lighed med mange konkurrenter af første gennemløb ved de paralympiske vinterlege i Italien.

Sitskiløberen Adam Nybo udgik fredag af storslalom-konkurrencen, da han for første gang var i aktion ved de paralympiske vinterlege i Italien.

25-årige Nybo startede næstsidst i første gennemløb og var udfordret af en piste, der var godt slidt og fyldt med problematiske steder, hvor andre før ham var styrtet.

Danskeren forsøgte sig med en forsigtig tilgang og kom godt ned ad pisten, men desværre holdt det ikke hele vejen til målstregen.

Han var én af 15 kørere, der udgik. 22 gik videre til andet gennemløb senere fredag. Også amerikanske Andrew Kurka, der har vundet tre medaljer ved PL, udgik, og han var langt fra begejstret for underlaget.

- Den er hård nogle steder og blød andre steder. Det er som kartoffelmos, og det er svært at køre i kartoffelmos, siger Kurka til SVT.

Nybo får en ny chance for at markere sig på legenes sidste dag, søndag, når han deltager i slalom.

Det er anden gang, at Nybo er med ved de paralympiske vinterlege.

For fire år siden i Beijing var han også eneste danske deltager. Han missede dog både åbningsceremonien og den første konkurrence i storslalom på grund af en positiv coronatest.

Han fik senere grønt lys og deltog i slalom, hvor han efter første gennemløb lå nummer 24, men i andet gennemløb blev diskvalificeret, da han missede en port.

I sitskiløb sidder Nybo i et sæde monteret på én ski, adskilt af en fjeder, der fungerer ligesom et knæled. I hænderne holder han to krykkeski, som han bruger til balance og til at indlede svingene.

Da han var mindre end et år gammel, blev Nybo ramt af nervesygdommen transversel myelitis, der gav ham nedsat funktion i benene. Alligevel har ski altid været en del af hans liv. Som helt lille sad han mellem benene på sin far, når familien var på skiferie.

På en ferie i Norge stødte familien tilfældigt på sitski. Det stod hurtigt klart, at det var noget, som Adam skulle prøve, og de købte en brugt sitski.

Han dyrkede også svømning på højt niveau, men efter en skulderskade som teenager satsede han fuldt ud på sitskiløb.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT