Kathrine Kühl rykker fra Roma til Atlético Madrid
Landsholdsspilleren Kathrine Kühl har fået kontrakt med Atlético Madrid til sommeren 2029.
Den danske midtbanetekniker Kathrine Kühl rykker fra Italien til Spanien.Atlético Madrid meddeler lørdag på sin hjemmeside, at spanierne har hentet den 22-årige dansker og udstyret hende med en kontrakt, der gælder til sommeren 2029.
Kühl skiftede for et år siden fra storklubben Arsenal til Roma, og her blev det i første omgang til en del mere spilletid end i London-klubben.
Men de seneste måneder har Kühl været mere på bænk end bane i Rom.
I den spanske hovedstad bliver hun en del af et hold, der tre gange har været spansk mester og de seneste ni år har været en fast del af top-4.
I denne sæsons Champions League er Atlético Madrid videre til slutspillet og to opgør mod Manchester United om en plads i turneringens kvartfinaler.
Kühl spillede i efteråret sin landskamp nummer 50 og scorede som indskifter et flot mål, da Danmark slog Finland 2-0 i Parken.
/ritzau/
