Randers sikrer sig pokalen efter dramatisk basketfinale
Randers Cimbria vandt 101-98 efter forlænget spilletid i en dramatisk pokalfinale mod Team FOG Næstved.
Randers Cimbria måtte kæmpe hårdt for sejren i pokalfinalen mod Team FOG Næstved, efter at en stor føring gled fra holdet, og kampen først blev afgjort i forlænget spilletid.39-årige Adama Darboe var den helt store profil for Randers Cimbria i Arena Svendborg med hele 39 point i finalen.
Det er andet år i træk, at Randers Cimbria løfter pokaltrofæet. I 2025 overraskede holdet Danmarks mest profilerede basketklub, Bakken Bears, mens det i 2024 var Team FOG Næstved, der slog bjørnene fra Aarhus i finalen.
Lørdag stod de to seneste vindere altså over for hinanden i årets finale.
Randers kom bedst fra start og var foran med 16 point i anden periode. Holdkaptajn Adama Darboe førte an med 15 point i første halvleg, som endte 48-35 til Randers. Fra bænken bidrog Xander Rice stærkt med tre ramte trepointsskud på fire forsøg i de to første perioder.
I anden halvleg vendte kampen. Team FOG Næstved kæmpede sig tilbage med store scoringer fra blandt andre David Jean-Baptiste.
I ordinær spilletid sluttede kampen 83-83, og finalen måtte afgøres i forlænget spilletid.
Randers tog igen styringen, men Næstved blev ved med at svare. Til sidst kunne sydsjællænderne dog ikke længere følge med, og Randers sikrede sejren med 101-98.
/ritzau/
