Dansk Skøjte Union kendte ikke til pladsmangel ved vinter-OL
Dansk Skøjte Union har ikke før oplevet, at regel, der fratog Philip Due Schmidt OL-plads, er blevet brugt.
Dansk Skøjte Union (DSU) fik først fredag besked om, at Danmark mister en kvoteplads til vinter-OL, hvilket betyder, at speedskateren Philip Due Schmidt ikke får mulighed for at deltage ved legene i Norditalien.Tidligere på ugen blev DSU orienteret om, at der maksimalt måtte være 164 deltagere, og at det kunne blive nødvendigt at reducere kvotepladser, hvis for mange atleter havde opfyldt kravene.
Det siger DSU's formand, Camilla Lyngsø.
- Vi kan ikke se, hvor mange atleter der er tilmeldt fra andre nationer. Det er jo en regel, der hele tiden har været der, men hvor mange atleter, der har opfyldt kravene, er der ikke nogen af os, der har vidst, før vi fik endelig besked, siger hun.
Philip Due Schmidt klarede lørdag i sidste uge kravene til vinter-OL og fejrede kvalifikationen på blandt andet Instagram.
Men da Det Internationale Skøjteforbund (ISU) kun må sende 164 atleter til OL, og flere end 164 havde kvalificeret sig, blev nogle kvotepladser skåret fra.
Det gik ud over den danske speedskater, som først kort før legene, der begynder 6. februar, har fået besked om, at der ikke er plads til ham.
- Reglen har jo altid været der, så selvfølgelig har risikoen eksisteret, men vi har ikke oplevet, at den er blevet taget i brug før, siger Lyngsø.
- Havde vi været bekendt med, at der var for mange atleter, så havde Philip jo heller ikke selv været ude og reagere, som han gjorde, tilføjer hun.
DSU kender endnu ikke det samlede antal atleter, der levede op til kravene, eller hvor mange kvotepladser, der er blevet fjernet for at nå ned på 164.
Lyngsø kalder situationen "urimelig", særligt fordi afgørelsen kommer så tæt på OL.
- Det er en ærgerlig situation, og det gør ondt på os alle sammen, fordi Philip har fortjent at komme afsted. Han har klaret alle de sportslige krav, og så bliver det antallet af atleter, der bliver udslagsgivende, siger DSU-formanden.
I en pressemeddelelse udtaler Philip Due Schmidt, at han føler sig "overvældet" og betegner det som "uetisk og usportsligt", at han mister sin OL-plads trods opfyldte krav.
Speedskateren skal konkurrere søndag og har derfor ikke yderligere kommentarer før mandag.
Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) har man hele tiden været klar over, at kvotereglen kunne blive aktiveret, men ikke i hvilke speedskating-discipliner atleter ville blive frasorteret.
- Vi har afventet, hvordan det udmøntede sig, og at det så ender med, at det er den disciplin, der skal skæres atleter fra, er vi dybt ærgerlige over. Det er der, hvor sport bliver til følelser. Det er bare synd, siger Mikkel Sansone Øhrgaard, DIF's chef de mission.
DSU vil dobbelttjekke ISU's beregninger for at sikre, at fratagelsen af Philip Due Schmidts kvoteplads er korrekt. Desuden vil forbundet tage en dialog med ISU om, hvordan man kan undgå lignende situationer fremover.
Hvad der konkret vil blive drøftet, kan Camilla Lyngsø endnu ikke oplyse, da DSU først skal danne sig et fuldt overblik over situationen.
/ritzau/
