Jens Stage hjælper med at ødelægge Tullbergs debutfest

25. JAN 2025 • 17:33SPORT

Mike Tullberg var på vej mod at føre Dortmund til sejr, men Werder Bremen fik uafgjort i danskerens debut.

Under meget svære omstændigheder så det længe ud til, at Mike Tullberg lørdag skulle få en drømmedebut som cheftræner på allerøverste niveau.

Men den gik ikke helt for danskeren, der tidligere på ugen fik besked på at gribe tøjlerne i den tyske storklub Dortmund efter fyringen af Nuri Sahin.

På hjemmebane kom Dortmund på trods af et tidligt rødt kort foran med 2-0 over Werder Bremen, som først i anden halvleg rigtig fandt melodien.

Presset på Mike Tullbergs tropper blev drønhårdt, og Werder Bremen scorede to mål på syv minutter. Udligningen til 2-2, som også blev kampens resultat, faldt efter et flot oplæg fra Jens Stage.

Mike Tullberg, der i flere sæsoner har været U19-træner i Dortmund, havde forud for opgøret insisteret på at flytte fokus væk fra ham selv.

Det havde tv-produceren ikke lyttet til, og Mike Tullberg var ofte i kameralinserne på Signal Iduna Park, hvor de over 80.000 tilskuere formentlig også skævede mod den uprøvede dansker på bænken.

Det havde Tullberg ikke tid til at tænke på. Han havde nok at se til med at få styr på sit hold, som kort inde i opgøret kom under hårdt pres.

Efter bare 12 minutter måtte Felix Nmecha udgå med en skade, og efter 21 minutter blev Nico Schlotterbeck smidt ud for at standse en oplagt målchance.

Panderynkerne var til at få øje på hos Mike Tullberg, som flankeret af flere assistenter måtte revidere kampoplægget. Og det lykkedes.

Dortmund stod godt imod, og efter 28 minutter kom den første kasse. Julian Brandt kom til baglinjen og lagde bolden ind i panden på Serhou Guirassy, som sendte den ind over stregen.

Føringen blev fordoblet seks minutter inde i anden halvleg, og igen stod Guirassy bag. Et frispark blev sendt ind i feltet, hvor angriberen hamrede til den og scorede til 2-0.

Mike Tullberg eksploderede i glæde og tog i bedste Bo Henriksen-stil en tur op langs sidelinjen med knyttede næver.

Det så forrygende ud for Dortmund, men efter 65 minutter gik det den gale vej. Med et drømmemål reducerede Leonardo Bittencourt til 1-2, inden Jens Stage syv minutter senere lagde bolden flot til rette for Marvin Duksch, som udlignede til 2-2.

Intet tyder på, at Mike Tullberg skal fortsætte som permanent træner for Dortmund, og det er ikke givet, at han overhovedet får en kamp mere på sidelinjen.

Dortmunds næste kamp er på onsdag mod Shakhtar Donetsk i Champions League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT