Vildt comeback sender Kroatien i semifinalen

28. JAN 2025 • 19:59SPORT

En fantastisk slutspurt sendte Kroatien i VM-semifinalen på hjemmebane efter en 31-30-sejr over Ungarn.

Ungarn havde seks minutter før tid det ene ben i VM-semifinalen, men så leverede de kroatiske håndboldherrer en fantastisk slutspurt, der blev kronet med en sejrsscoring til 31-30 i de sidste sekunder.

Femten sekunder før tid var det ellers Ungarn, der spillede for sejren ved 30-30, men en angrebsfejl sendte kroaterne afsted i kontra.

Zvonimir Srna leverede flot overblik og fandt Marin Šipic, der på stregen var kølig i de sidste sekunder og fik de 15.000 kroater på lægterne i Zagreb til at eksplodere.

Kroaterne spillede ellers ikke en særlig køn håndboldkamp, og det var primært fight og solid støtte fra lægterne, der bragte dem tilbage i de sidste minutter.

Samtidig blev comebacket også godt hjulpet på vej af ungarerne, der gik i stå og lavede flere store fejl, da tingene skulle afgøres.

Dermed er Kroatien klar til semifinalen i Zagreb torsdag. Modstanderen bliver vinderen af kvartfinalen mellem Frankrig og Egypten, der spilles senere tirsdag.

Den kroatiske heksekedel skræmte ellers ikke de undertippede ungarer fra kampens start.

Ungarn kom med fuld fart i kontrafasen. I det etablerede angrebsspil splittede den rutinerede playmaker Máté Lékai fuldstændig det offensive kroatiske forsvar ad.

36-årige Lékai strøg om sig med assister og lækre vip-afleveringer. Efter 18 minutter lød den ungarske føring på 10-6.

Det fik Kroatien til at trække sig længere tilbage i forsvaret. Samtidig fik Dominik Kuzmanovic, der indtil videre har stået et fremragende VM, bedre fat i det kroatiske mål.

Det fik for alvor tændt op i de kroatiske tilskuere, og efter en fremragende første halvleg gik de to mandskaber til pause helt lige ved 16-16.

Den høje intensitet fortsatte i anden halvleg, og de to hold skiftede hele tiden til at have gode perioder.

Ungarn startede igen bedst og kom foran med tre, men så var det kroaternes tur til at være oven på og svare igen med tre scoringer i rap.

Som afslutningen nærmede sig, var det dog Ungarn, der spillede med størst kvalitet angrebsmæssigt.

Ungarerne gik fra 24-24 til at være oppe med 30-26, og det lignede afgørelsen, men så hev kroaterne et flot comeback op af hatten.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT