Flyvende NHL-dansker holder rent bur og udbygger sejrsstime
Frederik Andersen holdt sit bur rent for første gang i sæsonen i Carolinas 4-0-sejr hos New York Rangers.
Den danske NHL-keeper Frederik Andersen lukkede ikke en eneste puck ind, da han sammen med Carolina Hurricanes vandt 4-0 hos New York Rangers natten til onsdag dansk tid.Det var danskerens første rene bur, eller "shutout" som det hedder i NHL, i denne sæson.
Det var samtidigt sjette gang i træk, at Carolina vandt med Andersen som sidste skanse. Med til den historie hører, at han er på vej tilbage efter en længere skadespause og derfor ikke har spillet regelmæssigt på det seneste.
22 gange nåede Rangers' spillere frem til et forsøg på mål, og alle 22 gange lykkedes det den 35-årige dansker at forhindre modstanderholdet i at komme på måltavlen.
- Måden, vi lukkede dem ned på i tredje periode, var fantastisk. Vi sætter en stor ære i et godt "penalty kill" (taktik i undertal, red.), og det fungerende åbenlyst glimrende i hele kampen, siger Andersen til nhl.com.
Carolina-træner Rod Brind'Amour glæder sig over sin solide dansker.
- "Freddie" spillede virkelig godt. I de første to perioder lavede begge målmænd redninger, der hører til i pakken med højdepunkter. Det var ikke helt som ønsket, men Rangers har et stærkt hold og vil komme frem til chancer, siger Brind'Amour.
Andersen står nu noteret for i alt ni shutouts som Carolina-spiller, og det rækker til en delt syvendeplads i holdets historie.
Han havde været ukampdygtig siden slutningen af oktober, efter at han havde følt sig utilpas i kamp mod Seattle Kraken.
I november blev danskeren opereret i knæet, og i den forbindelse oplyste holdet, at han ville være ude i 8 til 12 uger.
Den danske keeper har, siden han kom tilbage fra sin skadespause for godt en uge siden, været på isen for Carolina Hurricanes i tre kampe og vundet alle tre.
Carolina ligger efter sejren på andenpladsen i den østlige halvdel af NHL.
Andetsteds i NHL lavede Lars Eller en assist for Washington Capitals i en 3-1-sejr hos Calgary Flames, og Oliver Bjorkstrand og Seattle Kraken tabte 4-6 til Anaheim Ducks.
Endeligt fik Jonas Røndbjerg spilletid for anden kamp i træk for Vegas Golden Knights, som smed en 3-1-føring og tabte 3-4 til Dallas Stars i forlænget spilletid.
/ritzau/