IOC anbefaler fuld adgang til unge russiske udøvere

11. DEC 2025 • 19:29SPORT

Der bør ikke længere være forbehold mod at afholde sportsbegivenheder i Belarus, fastslår IOC efter topmøde.

Der bør ikke længere være begrænsninger for unge sportsfolk fra Rusland eller Belarus.

Det fremgår af de nye anbefalinger, som Den Internationale Olympiske Komité (IOC) efter et sportspolitisk topmøde i schweiziske Lausanne har præsenteret på sin hjemmeside torsdag aften.

På mødet deltog blandt andre IOC-præsident Kirsty Coventry, vicepræsidenterne, atleternes komité og indflydelsesrige sportspersonligheder som Fifa-chef Gianni Infantino og atletikpræsident Sebastian Coe.

Hold og atleter fra Rusland og Belarus har i mange sportsgrene været forhindret i at deltage på lige fod med andre nationer siden den russiske invasion af Ukraine i 2022.

Men står det til IOC, skal det ikke længere gælde de unge.

- I lyset af drøftelserne om principperne støttede topmødet IOC's eksekutivkomités anbefaling om, at unge atleter med russisk eller belarusisk pas ikke længere bør begrænses i deres adgang til internationale ungdomskonkurrencer, hverken i individuelle konkurrencer eller holdsport, skriver IOC.

IOC understreger, at det er op til hver enkelt forbund at definere, hvad en ungdomskonkurrence omfatter.

Komitéen understreger, at principperne bør gælde for næste års ungdoms-OL, der afholdes i Senegals hovedstad, Dakar.

På det olympiske møde i Schweiz er det også blevet besluttet at fastholde anbefalingen om, at de internationale idrætsforbund ikke bør afholde eller støtte turneringer og andre sportsbegivenheder i Rusland.

Til gengæld gælder denne anbefaling ikke længere for Belarus, og det åbner for, at landet igen kan blive vært for store sportsbegivenheder.

Før invasionen, som Belarus støttede, var nationen blandt andet vært for VM i ishockey og European Games.

IOC understreger derudover, at sanktioner mod regeringerne i Rusland og Belarus bør bevares.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT