Olympisk guldvinder skal opereres i nakken efter grimt uheld

11. DEC 2025 • 18:08SPORT

Schweiziske Michelle Gisin kom torsdag til skade under træningen i St. Moritz og blev fløjet på hospitalet.

Skiløberen Michelle Gisin var uheldig under torsdagens træning forud for World Cup-løbene i St. Moritz.

Den 32-årige OL-guldvinder styrtede i sine forberedelser til det, der skulle have været hendes sæsonpremiere, og slog sig voldsomt.

Det Schweiziske Skisportsforbund skriver på sin hjemmeside, at Gisin blev fløjet på hospitalet i Zürich, hvor hun allerede samme dag skal opereres for en nakkeskade.

- Michelle Gisin har det godt under omstændighederne. Kvinden fra Obwalden kan bevæge sine arme og ben normalt, lyder det i opdateringen.

Nakken er dog ikke det eneste område, hun har beskadiget.

- Yderligere undersøgelser og behandlinger af det højre håndled og venstre knæ kan først finde sted, efter at halshvirvelsøjlen er blevet stabiliseret.

Gisin vandt OL-guld i de alpine skiløberes kombinerede konkurrence i 2018 i Pyeongchang og 2022 i Beijing. Det blev også til en bronzemedalje i super-G i den kinesiske hovedstad.

Desuden har schweizeren to VM-medaljer på cv'et.

Hun kommer ikke til at konkurrere i St. Moritz, som denne weekend er vært for tre World Cup-løb. Fredag og lørdag står den på styrtløb, mens der søndag kæmpes om sejren i super-G.

De schweiziske skiløbere har i det hele taget været uheldige de seneste uger.

Lara Gut-Behrami blev i sidste uge opereret i knæet og misser dermed det forestående OL i Norditalien. Corinne Suter rev desuden en muskel over i læggen og fik skader på knæ og fod, da hun kom til skade på samme pist i St. Moritz.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT