Håndboldherrerne skal på hovedsponsorjagt
Norlys har besluttet ikke at forlænge samarbejdet med håndboldherrerne, når det udløber 30. juni 2026.
De danske håndboldherrer skal på jagt efter en ny hovedsponsor.Energi- og telekoncernen Norlys, der har prydet spillertrøjen siden 2021, har besluttet ikke at forlænge samarbejdet, når det udløber 30. juni 2026.
Det skriver DanskHåndbold i en pressemeddelelse.
- Vi er stolte af det stærke samarbejde med Norlys, som har været med til at skabe fantastiske rammer for håndboldherrerne og for DanskHåndbold generelt.
- Vi har haft en partner, der har engageret sig helhjertet i partnerskabet og håndbolden, og det betyder noget for os, siger direktør i DanskHåndbold Henrik M. Jacobsen.
Norlys oplyser, at man som brand er et andet sted end for fem år siden, og der derfor i de kommende år vil være et andet strategisk fokus.
Dermed bliver EM i januar altså den sidste slutrunde med Norlys på maven af landsholdstrøjerne.
Hvem, der skal erstatte pladsen på maven af håndboldherrerne, er endnu uvist. Arbejdet med at finde en ny hovedsponsor går i gang nu, oplyser håndboldforbundet.
Inden Norlys var det byggemarkedskæden Bygma, der i fem år var hovedsponsor for håndboldherrerne.
/ritzau/
