Holdkammerater hjælper norsk OL-skihopper gennem sorg
Johann André Forfang er i sorg efter sin fars død, men bliver muntret op af sine holdkammerater.
Den norske skihopper Johann André Forfang fik ikke den bedste optakt til vinter-OL. Kort før legene i det nordlige Italien døde hans far efter en længere kamp mod kræft.Ikke desto mindre tog Johann André Forfang til Predazzo for at konkurrere om OL-guld. For det var hans fars ønske.
Men holdkammeraterne Marius Lindvik og Kristoffer Eriksen Sundal har godt kunnet mærke på Forfang, at hans humør ikke er i top. Så de gør, hvad de kan, for at opmuntre ham.
- Det har været virkelig hårdt for ham. Vi har prøvet at muntre ham op ved at opføre os normalt. Når han er sammen med os, skal der være lidt drengestemning, siger Marius Lindvik til NTB.
- Når vi har det sjovt, løfter humøret sig. Man kan se, at han bliver lidt mere sig selv, når han har det sjovt. Det er dumt at sidde på værelset hele tiden. Det er godt for ham at have det lidt sjovt, siger Lindvik.
På trods af sorgen nyder hovedpersonen da også selv at være en del af OL-cirkusset i Italien.
- Det er hårde tider for mig. Ganske enkelt. Men det føles godt at være her, siger Forfang til NTB.
- I konkurrencerne forventer jeg ikke, at det kommer til at præge mig. Det er i livet ved siden af sporten, at jeg tænker på det i hvert vågne minut, siger Forfang.
Johann André Forfang og hans kolleger skal mandag i aktion for første gang ved vinter-OL.
/ritzau/
