Højlund-jubel var en hyldest til barndomsidolet Ronaldo
Glad Rasmus Højlund har sat en stopper for landsholdsmåltørke efter sin afgørende scoring mod Portugal.
Det har været en glimrende uge for Rasmus Højlund. I søndags fik han hul på en irriterende målbyld for Manchester United, og torsdag blev han matchvinder for Danmark mod Portugal i Parken med sit første landskampsmål siden 2023.Danmarks nummer 9 startede på bænken, da landstræner Brian Riemer havde besluttet at give Monaco-skarpretteren Mika Biereth sin første landskampsstart som frontangriber.
Efter en fornem præstation overgav Biereth efter 69 minutter pladsen til Højlund, der blot skulle bruge ni minutter til at komme på tavlen efter flot opspil af Andreas Skov Olsen og flere holdkammerater.
- Det betyder virkelig meget for mig at få scoret. At score mod en så stor fodboldnation i en kvartfinale i Nations League er virkelig fedt.
- Det er en speciel følelse, når det er mod flere af mine holdkammerater og mit største fodboldidol, siger Rasmus Højlund.
Siden sin tid som ungdomsspiller har Højlund haft stor beundring for Cristiano Ronaldo, og danskeren kvitterede efter sin scoring ved at levere portugiserens ikoniske Suiii-jubelscene.
- Jeg har altid drømt om at lave Ronaldos jubelscene - og specielt mod ham. Ikke for at hovere, men for at vise ham respekt.
- Han betyder alt for mig og min karriere. Han var årsagen til, jeg begyndte at holde med Manchester United, da jeg var yngre, og han motiverede mig til at træne hårdt og tage armbøjninger, inden jeg gik i seng, lyder det fra Højlund.
Ronaldo spillede en perifer rolle i kampen for et usammenhængende portugisisk mandskab, der ikke formåede at levere den afgørende bold ind i det danske straffesparksfelt, hvor fodboldlegenden er mest farlig.
Selv om 1-0 sejren i Parken er et rigtig godt udgangspunkt for et stærkt dansk landshold, venter der stadig en stor opgave i Lissabon på søndag, pointerer Højlund.
- Det kommer til at blive en anden kamp. Vi har ikke Parken med, og den kommer til at blive spillet i et andet klima, hvor de kommer til at føle sig oven på, så det bliver ikke let. Men vi har selvfølgelig et godt udgangspunkt.
- Ser man på chancerne, synes jeg også godt, at vi kan tillade os at være lidt grådige og erkende, at vi nok skulle have lavet en enkelt eller to mere. Men vi kommer frem til dem, og det er det vigtigste, siger Rasmus Højlund.
/ritzau/