Argentina er tæt på VM efter sejr uden hjælp fra Messi
Lionel Messi var fraværende med en skade, da Argentina slog Uruguay 1-0 og kom et stort skridt tættere på VM.
Alt tyder på, at Argentina næste år får mulighed for at forsvare sit verdensmesterskab ved VM i USA, Mexico og Canada.Uden anfører Lionel Messi, der plejer en mindre muskelskade, vandt argentinerne natten til lørdag dansk tid 1-0 i Uruguay.
Lyon-spilleren Thiago Almada blev matchvinder midtvejs i anden halvleg, hvor han langt udefra kanonerede bolden op i fjerneste målhjørne.
Eneste minus var, at Nicolas Gonzalez dybt i tillægstiden fik rødt kort for voldsomt spil. Han misser derfor onsdagens kamp mod Brasilien, hvor Argentina med en sejr kan spille sig til VM.
Nattens sejr bringer Argentina op på 28 point i den sydamerikanske VM-kvalifikation, der modsat den europæiske strækker sig over to år.
Argentina fører kvalifikationen, og selv om der mangler fem spillerunder, kan landstræner Lionel Scaloni så småt begynde at finde champagnen frem.
- Hvordan kan jeg ikke være tilfreds? siger Scaloni ifølge nyhedsbureauet AFP efter kampen.
- Ikke kun med resultatet, men også med, hvordan spillerne gav alt. Det gør mig tilfreds, at holdet spillede en helstøbt kamp.
Han var ikke bekymret for fraværet af profilen Messi.
- Når en spiller mangler, kommer en anden ind. Vi har nok til at gå ud på banen med ro i sindet, siger han efter sejren.
Også Uruguay, der stillede med stjerner som Darwin Núñez og Federico Valverde i opgøret, ligger til at indløse billet til slutrunden i 2026.
Holdet er på fjerdepladsen og har godt med luft ned til Bolivia på syvendepladsen. De seks bedste hold fra kvalifikationen går direkte videre til VM, mens nummer syv skal spille playoff om at få adgang.
/ritzau/