Trods aftale: Melding om raketaffyringer og angreb i Israel og Libanon

22. MAR 2025 • 11:52UDLAND

Lørdag meldes der om luftangreb i Libanon, efter at Israel skulle have standset tre raketter.

Tre byer i det sydlige Libanon skal lørdag være blevet ramt af israelske luftangreb.

Derudover har israelsk artilleri angiveligt ramt to andre byer i området.

Det skriver Reuters med henvisning til et statsligt nyhedsbureau i Libanon.

Meldingen kommer, efter at Israels militær har sagt, at det tidligere lørdag standsede tre raketter affyret fra et distrikt i Libanon - omkring seks kilometer nord for grænsen til Israel - mod byen Metula.

Byen ligger i den nordlige del af Israel - nær grænsen til Libanon.

Der er ingen meldinger om dødsfald.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, bekræfter i en udtalelse, at det israelske militær har angrebet i Libanon.

Her lyder det, at Netanyahu og den israelske forsvarsminister, Israel Katz, har beordret angreb imod "dusinvis af terrorist-mål" i Libanon ifølge Reuters.

Israel og Libanon indgik i november en aftale om våbenhvile.

Her forpligtede Israel sig til at forlade den sydlige del af Libanon, som grænser op til Israel.

Derudover er Libanons regering i henhold til aftalen ansvarlig for at demontere al militær infrastruktur i det sydlige Libanon og konfiskere alle uautoriserede våben.

Før våbenhvilen havde der været kampe mellem Israel og den islamistiske, militante bevægelse Hizbollah i over et år.

Den militante bevægelse er allieret med Hamas-bevægelsen i Gaza og har sagt, at dens angreb på israelske mål handler om at vise støtte til Hamas.

Konflikten mellem Hizbollah og Israel eskalerede sidste år, hvor Israel gennemførte en større landoffensiv i Libanon.

Kampene efterlod Hizbollah stærkt svækket, og gruppen har mistet indflydelse internt i Libanon.

Begge parter har anklaget hinanden for ikke at have gennemført alle dele af aftalen.

Israel siger, at Hizbollah stadig har militær infrastruktur i den sydlige del af Libanon.

Imens siger Libanon og Hizbollah, at Israel besætter libanesisk land ved at fortsætte med at udføre luftangreb og ved at beholde sine tropper på fem forskellige steder på bakketoppe nær grænsen.

Israels militær har oplyst, at det undersøger, hvem der er ansvarlig for raketaffyringerne. Hizbollah er ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelse.

Det var omkring klokken 06.30 dansk tid, at der lød luftalarmer i Metula, skriver AFP.

Imens har den libanesiske premierminister, Nawaf Salam, i en udtalelse advaret om, at hans land er i fare for at blive trukket ind i en "ny krig" med Israel.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT